Læs også dagbøgerne fra ugens andre dage her, samt alle anmeldelserne her.
I dag var dagen, hvor det hele sluttede. I dag var dagen, hvor de bedste film blev hædret, og hvor arrangørerne endelig kunne tage en slappe, men først efter det afsluttende OFF Awards. Med en altid veloplagt og ”karismatisk” Pilou Asbæk som vært blev der givet priser til højre og til venstre, og klappet ind til armene faldt af.
Publikumsprisen blev givet til Our Father’s Sons. Den rappene fortælling om en anden generationsindvandre, der bare ønske, at folk respekterer hans far som et menneske med en oprigtig fantastisk historie. Det var en film, som jeg allerede så på dag et og havde en meget positiv opfattelse af.
Pitch Me Baby, blev uddelt til Julie, hvis idé handlede om modsatrettede kulture, der mødes, baseret på hendes egen kæreste og hendes søsters kæreste.
Herefter var det tid til at lade de unge mennesker ungdomsjuryen præsentere deres valg af bedste film, og det valg faldt på Antiman, hvortil en tydelig glad instruktør Gavin Ramoutar kom op på scenen for at modtage prisen. En hæder som jeg helt klart mener er velfortjent.
Så kunne vi dog ikke holde de danske film tilbage, for med prisen animationstalent, fik manden bag No Man’s land, danske David Adler lov til at komme på scenen og modtage et bifald.
Nu blev det så tid til at udnævne den første vinder i en af de tre konkurrencer, der kvalificerer en direkte til en Oscar, og vinderen af bedste animationskortfilm blev den græske Dinner for Few. Det var ikke ligefrem min yndlingsfilm under festivalen, men det var også lige meget for instruktøren, Nassos Vakalis, var så tydeligt rørt, at det var svært ikke, at unde ham prisen, fordi den betød så meget for ham.
Med hastige skridt nærmede vi os pausen, men første skulle vi lige nå at få uddelt Robertprisen for bedste kortfilm. En pris, der for første gang uddeles i Odense på festivalen, og som arrangørerne håber kan fortsætte med at blive uddelt i fremtiden. Vinderen af denne industriens egen pris blev Mommy. Det var min personlige favorit, og med en iransk instruktør, der kunne komme op og modtage prisen, vidende det ikke bare om diversiteten i feltet, men også om, at talentet kommer fra folk med alle baggrunde.
Efter pausen lagde showet ud med at give de danske priser. Her fik Our father’s Sons endnu en pris for største danske talent, mens Mommy også vandt endnu en pris som bedste danske film.
Med de danske film fejet af vejen og diverse sponsorerede priser ryddet af bordet, var der ikke nogen anden vej uden om. Det var tid til hovedkonkurrencens priser. Storyteller prisen gik til det colombianske drama Leidi, den kunsteriske pris gik til Rearranged, men den store vinder blev den lille engelske kortfilm Over. Over var en kortfilm som jeg så på dag tre, og det er en simpel historie, hvor opklaringen af en forbrydelse sker baglæns. Jeg anså det ikke som værende mere end en gimmick, men det gjorde juryen åbenbart.
Inden det hele sluttede blev der dog hevet en særlig spotlight pris op, fordi juryen gerne ville fremhæve den franske film Discipline. Jeg kunne ikke være mere enig, selvom den så stadig ikke vandt nogen ”rigtige” priser.
Med afslutningen på prisuddelingen markerede det også afslutningen af vores dækning på festivalen. Det var en meget underholdende festival, der ikke bare rummede et bredt spektrum inden for filmediets mange fortællestilarter, men det var også en festival, der virkelig viste, at der findes nogen fantastisk talentfulde danske filmskabere, der bare venter på deres chance til at skabe en større film, og forhåbentlig kommer vi til at høre mere til dem i fremtiden.
Med dette takker jeg også for en god filmfestival og håber vi ses igen næste år.
