I modsætning til de andre dage, så stod dagen ikke i biografmørketstegn, men derimod i mørket fra en stor sal. Inde i denne store sal var der i dag programmet ”Pitch Me Baby”, hvor otte håbefulde filmskabere fik lov til at præsentere deres idé, og vinderen ville løbe af stablen med hele 50.000 kroner.

I Juryen var flere etablerede danske filmfolk. Odense ”ikonet” Ulrich Breuning, instruktør af bl.a. 9. april Roni Ezra, sidste års vinder Anna Emma Haudal, Oscarvinderende producer Kim Magnusson og den succesfulde manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen.

I blandt publikum kunne man bl.a. finde undertegnede, Louise og Ingeborg, så jeg kan sagtens forstå, hvis nogen af deltagerne var nervøse undervejs.

Det første levende billede var endnu en person ved navn Ingeborg, der med filmen Faldet ønskede at fortælle en historie om et par kulturradikale forældres ukontrollerbare konflikt, da de finder ud af, at deres barn ønsker et aktivt religiøst liv. En komedie, der helt kan forstås af mange fra den københavnske hovedstad.

Juryen var meget lydhøre over for hendes ide, og ville bl.a. gerne høre om hun havde gjort sig tanker, om at flytte filmen til f.eks. provinsen, hvortil hun med en generel rapkæftet attitude og veltrænede kommunikationsgloser svarede juryen tilbage.

Derefter var det tid til Den sidste bastion, et kold krigskomedie om en fynsk borgmester, der bygger en bunker, og så ved et ulykkestræf bliver gjort til borgmester, for hvad er al den magt værd, hvis man også skal stilles til ansvar. Idémanden Jannik var bl.a. inspireret af danske folkekomedier som huset på Christianshavn, og ville gerne skabe samme stemning i denne klaustrofobiske komedie. Hans lidt rodet gennemgang gjorde det dog i første omgang svært for juryen, helt at forstå, hvorfor det ikke var en spillefilm i stedet, men som Jannik sagde, så den stadig under udvikling, så det kan nå at blive endnu mere komprimeret.

Fuglepigen, er en mørk magisk realistisk fortælling, om det at være en fremmed fugl i Danmark. En tydelig meget passioneret og nervøs Malene, fortalte, hvordan hun havde arbejdet med idéen i hele syv år og, at meget er inspireret af hendes egen baggrund.

Herefter var det Julies tur til at præsentere sin idé, der også udspringer af personlige erfaringer. Både hende og søsterens kæreste er begge fra Mellemøsten, og det er netop mødet mellem disse to og måde, hvormed de diskuterer hinandens holdninger, at filmen skal handle om.

I de sidste minutter før deadline fik Stefan nået at tilmelde sig denne pitching konkurrence, og det blev med en gammel historie, som har været gemt væk i skuffen gennem længere tid. En poetisk animationsfilm om et ødelagt barn, der fjerner andre børns følelser, så de bliver følelsesforladte og tomme. Med titlen Øjen Stjerne Tyven og et ønske om at arbejde med verdens allerbedste tegnere i verden, er ambitionsniveauet uden tvivl højt, men dermed ikke sagt, at det er umuligt.

To mødre sidder i en terminal og venter på, at deres døtre ankommer. Terminal skal i høj grad handle om overbærende mødre, men også om skjulte problemer, der dukker op til overfladen. Det er en simpelt historie, som Carina håber kan blive hævet gennem et hyperralistisk udseende.

Afsporet er noget så unaturligt som et togdrama baseret på Dantes Inferno. Med dramatisk stemme sætter Christoffer scenen med ordene ”abandon all hope, ye who enter”. Ved et sætte fokus på det daglige hykleri i en konfliktfyld kulisse som den offentlige transport, kan de fleste nok godt sætte sig ind i situationen. Så det bliver spændende at se, hvorledes historien kommer at udforme sig fremadrettet.

Til sidst blev det Jeanettes tur med Trantratic, Conversations. En science-fiction, hvor det menneskelige udseende er tydeligt inspireret af fugle. Det er interessant univers, og Jeanette fik da også gennem en længere præstation introduceret os alle til en meget stor verden fuld af karakterer. Hvordan historien ender med at være, og om det overhovedet skal ende med en kortfilm, var mere sekundære spørgsmål.

Efter denne lange gennemgang af de meget forskellige idéer vil du helt sikker gerne vide, hvem den store vinder var, og det… finder vi alle ud af på lørdag.

Det var på mange måder en ualmindelig dag på filmfestivalen, hvor det meste af dagen blev brugt på at høre om hypotetiske film, der måske-helt-sikkert bliver til noget engang i fremtiden.  Så her er en lille håndfuld anmeldelse, at godte sig med inden i morgen.

All Your Favorite Shows

I denne lille, men kreative film følger vi en dreng med en lidt for livlig fantasi, der bliver opslugt af den virkeligheden han ser på tv og film. Hvis man nogensinde har ”binge-watchet” en serie eller er blevet helt betaget af filmmediet, så vil man sagtens kunne sætte sig i drengens sted. Fortalt gennem en vild kreativ sammenklipning af filmklip og animation, så bliver alt rodet sammen. Den er sjov, har noget på hjerte, og så er den ikke længere end hvad godt er.

Kaori

I den digitaliserede tidsalder er det svært bare at lytte til musik. Derfor har folkene bag animeret en danser, hvis substans varierer alt efter musikkens pulsende energi. Det er pænt og musikken er behagelig, men substans er så meget sagt.

8 Bullets

Vi kender alle situationen, hvor vi bliver skudt og slået ihjel, hvorefter vi skærsilden jagter og tager vores hævn. Ligesom i Kaori er filmen fuld af flotte billeder, og det er næsten synd, at undervandsvirkeligheden som filmen skaber ikke bliver brugt til mere end en historie, der bare løber ud i sandet.

Reality

Med de stigende krav til menneskelig skønhed bliver der i fremtiden udviklet en chip, der som en Google Glass, uden glasset kan forbedre verden omkring os, inklusiv vores udseende. Det er en kærlighedshistorie, og som en komprimeret film, mødes to mennesker, der begge er bange for at blive afvist, selvom de i virkeligheden, måske ikke burde være det. Historien meget forudsigelig, men det er et ordentligt stykke håndværk, og de følelsesmæssige mål opnås hele vejen igennem.

Bendito Machine V – Pull the Trigger

Som en pessimistisk E.T. bliver et rumvæsent sendt ned på Jorden, men i stedet for en opløftende fortælling, bliver det til en årtusindlang historie om menneskelig ødelæggelse. Hele den lange historie udspiller sig på et stykke jord, hvilket er en fin måde virkelig at understrege den destruktive udvikling, så ændrer det ikke ved, at det er alt for forudsigeligt og kedeligt, så selv filmen stikker halen mellem benene til sidst.

Det var alt for i dag. Ses en anden god gang.