I dag var en rigtig dejlig dag. Det kan godt være, at solen ikke skinnede, men på min færden fik jeg i dag en kompagnon i Louise, som du måske kender fra siden, og hvis det ikke skulle være nok, så var dagens udvalgte film ualmindelig gode. Ord som troværdig, medrivende og fantastisk filmhåndværker, kommer nok til at gå igen, i gennemgangen af filmene.

Ligesom i går var alle de tidlige forestillinger fuldstændig overbooket, så vi måtte sætte os i den behagelige videobar og se et udvalg af kortfilm.

Miami

I denne portugisiske kortfilm går de hele planken ud, og spørger sig selv, hvad ville der ske, hvis et barn, hvis eneste ønske ikke bare er at blive kendt, får muligheden ved at begå en helt ubegribelig handling. Der sættes farlig fokus på mediernes ”kendisficering” og de mennesker, der opstår som følge heraf. Paradoksalt nok bliver der ikke arbejdet særlig meget med skabe en kreativ fortælling ud af kortfilmsmediet, så det forbliver en advarende fortælling, og intet mere.

Vagabond

Den eneste Robert-nominerede kortfilm, der er animeret, er ikke bare den eneste opløftende fortælling, men er også en fryd for øjet. I en tilsyneladende dystopisk fremtid bliver en vagabonds hund taget af de elektroniske skraldemænd, hvorefter Vagabonden må gøre alt, hvad der står i hans magt for at finde ham. Det er en medrivende og overraskende dejlig lille historie, som enhver dyreelsker vil holde af.

Dinner for few

De rige er nogen svin, materialisme er dårligt, de fattige gør til sidst oprør, og så går det ellers i ring. Sådan, der sparede du lige 10 minutter af de liv, på en meget langtrukket og alt for overfladisk film, der ikke siger noget, man ikke selv kunne have sagt på f.eks. en sætning.

I am Yours

Det er en god idé, men det forbliver ved det. Symbolikken er for det meste meget indlysende, og tilskueren bliver også hjulpet på vej, hvis der mod forventning skulle opstår nogen som helst tvivl. Animationen er også mærkelig inkonsekvent og karaktererne skifter design af tilsyneladende ingen årsag flere gange undervejs, hvilket bare skaber forvirring mere end noget andet.

Lidt senere på eftermiddagen lykkedes for os at komme ind i en sal, selvom en kæmpe flok skoleelever næsten var ved at overtage salen. Det var en samling danske film, heriblandt to Robert-nominerede, og kvaliteten var endnu engang overraskende høj.

Circus Nowhere

I grænselandet mellem virkelighed og fantasi stikker en lille pige af, for finde modet til at erkende hendes fars jammerlige fysiske tilstand. Det er et lille stykke dansk magiskrealisme set fra barnets perspektiv, og gør, at de slipper afsted med det ellers lidt karikerede skuespil, når hjertet er på rette sted.

Mommy

Endnu en Robert-nomineret film, og endnu en alt for realistisk historie. En historie om en alt for ung mor uden, det på noget tidspunkt bliver gjort til en parodi, så fremstår morens liv, der både skal inkludere fester, scoringer og så et lille barn på fem, alt for virkeligt, på trods af den absurde iscenesættelse. Det er dog i aller højeste grad skuespillerne, der driver filmen. Intet virker for tænkt eller kunstigt forarbejdet, og skuespillerne virker som mennesker, der er taget direkte ud af miljøet i filmen. Der er ikke meget andet at sige end, det fungerer.

Shiva

Forældrenes manglende overbærenhed og indsigt i teenagebørnenes udfarende adfærd sættes virkelig på spidsen i denne Robert-nominerede sorte komedie, hvor en mor bare ikke vil have, at hendes datter tager med til en svensk hytte for at fejre nytår. Der kobles hele tiden mellem meget forståelige hverdagssituationer og så det helt absurde. Salen jeg var i grinte i hvert fald højtlydt flere gange, og alle filmens fasetter fungerede i al fortrinlighed.

Listen

I en tolke situation skiftes der først fra en muslimsk kvindes perspektiv, tolkens, politiet og så til sønnen uden for. Ingen hverken lytter eller vil forstå hinanden, og det skaber – desværre tør man næsten sige – et utroligt troværdig drama. Dette er et emne, der ligger mig meget nært, og den store genistreg i dette drama er, at vi virkelig får oplevet denne situation fra alles sider. Det bliver ikke bare gjort forståeligt, hvorfor det er synd for den arabiske kvinde, men også hvorfor de danske betjente er så uforstående og frustrerede over at blive skubbet ud på sidelinjen, uden nogle redskaber til at løse situationen.
Se den for at forstå, hvorfor andre kulturer aldrig bliver forenet, medmindre man virkelige lytter til hinanden.

Efter forestillingen stillede instruktør Lisa Svelmøe (Circus Nowhere) op til en QA-session. Her fik jeg mulighed for at spørge ind til, hvorfor filmen var vinklet fra et barns perspektiv, hvorefter det kom frem, at historien i virkeligheden var mere autobiografisk end fiktion, og det af naturlige årsager, derfor ente med at være fortalt fra et barns perspektiv. Hun fortalte også hvor vigtigt det var for hende at skabe en naturlig bro mellem fantasi og virkelighed, så der hang unægtelig sammen, men også så fantasiens verden fik lov til at være sit eget univers uden, at en rationel forklaring nødvendigvis skulle eksisterer på fantasiens fænomener.

Efter denne forestilling og en lidt for lang ventetid i en kø, lykkedes det os igen at komme ind og se endnu en håndfuld umanerlig gode film.

Discipline

Denne lille franske perle er ikke bare en alt for sjov film, hvor en ved første øjekast ligegyldig situation eskalerer lynhurtigt, men er også tætpakket med substans om kulturforskelle i det franske samfund, og vores manglende indsigt i andres situation. Med blot en lokalitet er det utroligt, hvilket et absurd drama, der skabes, og det bliver kun sjovere og mere tåbeligt efterhånden som handlingen skrider frem, og filmskaberne er kloge nok til ikke at trække længden for lang ud. Derfor forbliver det en meget intens og sammenpresset fortællingen, der er perfekt afbalanceret.

Duo

En far forsøger at få indlagt sin autistiske søn, inden han kan medvirke i en livsnødvendig operation. Det er et langsomt drama, med en underliggende dyster tone, mens vi ser faren gennemgå sorgens forskellige stadier. Fortællingen er dog lidt kluntet udlagt, så det er ikke helt til at forstå, hvorfor historien går som den går, og hvad faren egentlig vil med sin søn.

Lukas & the Aspies

Den sidste Robert-nominerede film handler om en dreng med asbergers. Hele filmen bliver fortalt for hans perspektiv, omgivelserne mest af alt virker som om de er ude af stand til at kapere ham, og det er nok filmens største fejl. For i stedet for at visse, hvordan det er for begge parter, når den ene ikke har særlig stærke empatiske evner, så fremstår det mest af alt, som om aspies er en flok enspændere, der er ligesom alle andre indadvendte, og det er en grov simplificering, der kunne have været undgået med en enkelt nuanceret scene.

Over

I bedste Memento-stil fortælles historien om et lig på en gade baglæns. Det er en ren gimmick, og havde det ikke været fordi historien angiveligt er baseret på virkelige hændelser, så havde der ikke været nogen substans heller.

Efter programmet var der en QA-session med Claudia Bottino (Duo) og Anders Gustafsson (Luaks & the Aspies).

Her fik jeg spurgt ind til den æstetiske målsætning med det slørede billede i Dup, hvortil Bottino svarede, at hende og fotografi havde forsøgt at ramme en balance mellem nærver og balance, og et ønske om et koldt ydre. Derfor var de endt med meget lange indstillinger og det slørede udseende, så følelserne kunne få lov til at ”eksplodere” på lærred.

Interessant var også, at de begge havde et inderligt ønske om at fortælle historier om det ensomme menneske, og endda begge havde brugt tid på institutioner, i forbindelse med manuskriptskrivningsprocessen.

Dagen i dag var unægtelig en dag fuld af positive overraskelser, hvoraf den største på siges at være den utrolige kvalitet i de danske film. Jeg ved ikke om det er diversiteten blandt skuespillerne, eller om det er den kortere tid, der tvinger dem til at fortælle en historie, uden at trække tiden så meget, som normalt er tilfældet i de danske film, bl.a. grundet budgettet. Jeg er dog bare glad for, at der er så stor en dansk talentmasse at finde blandt konkurrencerne.

Ses i morgen, når vi forhåbentlig har noget andet end anmeldelser at byde på.

Foto: Jeppe Skovmose