Den første dag på OFF15, eller 40-års jubilæet (eller det tredive år det afholdes) bestod ganske enkelt af film, og er du gal, hvor var det noget af en rutsjebanetur. Der var noget af enhver genre, men også i meget vidt forskellige kvalitet, og det vidner om, at folkene bag virkelig har øje for at gøre udvalget på festivalen så mangfoldigt som muligt, hvilket jeg ærligt talt finder prisværdigt, særligt når man er en international festival med mere end 30 forskellige nationer repræsenteret.

Tidligere har de to vindere i OFFs største konkurrencer gået direkte videre til filmakademiet i USA, og det er dem, der uddeler Oscar-statuetterne, så det er ikke så lidt, men i år er Oscarkvalificeringen blevet udvidet, så der nu er hele tre film, der går direkte videre. Det betyder, at alle vinderne i de tre hovedkonkurrencer – Hovedkonkurrence, Den danske konkurrence og animationskonkurrencen – bliver sendt direkte videre til Oscarkomitéen.

For at starte for en ende af begyndte dagen i hjemlandet, hvor jeg blev udsat for fire vidt forskellige film i den danske kortfilmskonkurrence.

Our Father’s Sons
I en rappende harmoni forsøger instruktør Ulaa Salim at bygge bro i den kulturgrøft, der eksisterer, når ens forældre kommer fra Mellemøsten og man selv er født og opvokset i Danmark. Det er en flot og autentisk skildring af den forargelse og afmagt, der eksisterer hos ofrene i denne situationen. Det er et svært og ømtåeligt emne, men filmen kommer godt omkring på sølle otte minutter.

Seriously Deadly Silence
Denne animationsfilmer viser, ganske som den selv siger i starten, 60 forskellige truede dyrearter på 60 sekunder. Med meget få virkemidler – 60 ansigter og en nervepirrende baggrundsmusik – skabes der en ubehagelig stemninger, der underbygges af de nedstirrende ansigter, der penetrerer ens sjæl og skammer en helt ind i sjælen.

Katusha

Så blev det tid til den ene af de fem Robert-nominerede kortfilm, og det er i mere end en forstand et meget klassisk melodrama. En sagesløs pige ønsker blot at spille et stykke musik for sin far

mens han er ædru én eneste sølle gang, inden hun rejser til musikkonservatoriet. Scenen er sat meget hurtigt og det er ikke svært, at have medlidenhed med pigen, mens Søren Malling som den fordrukne far er rystende overbevisende. Desværre virker den mest af alt som taget ud af en dansk spillefilm, og det er på godt og ondt.

Kortfilmen ligner ærligt talt en scene, der er blevet hævet ud af fuldlænge film, men desværre er skuespillernes diktion også lige så kunstig som tilfældet er i flere danske film, mens dramaet aldrig når at blive autentisk, på trods af den korte længde.

Zombiehagen.
Til sidst blev det tid til noget så sjældent som en danske genrefilm. København er blevet offer for en zombiinfektion, og i bedste amerikanske stil følger vi en kvindelig heltinde – med bue og pil – løbe væk fra de kødædende zombier og de mange computergenererede billeder. Det var ikke nogen stor historie, men det er en beundringsværdig bedrift, at have skabt en så flot genrefilm i Danmark, og når der er så meget passion bag, er det svært at blive forarget over småtingene.

Efter filmene fik vi i publikum også mulighed for at stille instruktøren af Zombiehagen, Jonas Ussing, et par spørgsmål. Her kom det frem, at der selvfølgelig var blevet fiflet lidt med lokaliteterne, da der ikke var uanede ressourcer, men også, at instruktøren selv måtte betale næsten hele gildet i de næsten tre år det tog at optage filmen. Så hatten af for den store passion og glæde ved filmskabelsen, for det skinner igennem på skærmen.

I en helt anden afdeling blev der budt på animationsfilm, og de var om nogle endnu mere forskelligartede end de danske.

Songbird’s Shop.

I denne lille ukrainske perle finder vi en dystopisk verden, hvor menneske har fugle hoveder og fugle har menneske ansigter. Fuglende – dem med menneske ansigter – lever hele deres liv bag lås og slå i denne Gilliamske verden, hvor alt er gråt og sørgmodigt, på trods af fuglenes skønsang. Det hele er gråt og trist, bogstavelig talt, ind til en uventet farverig og livsgivende fugl viser sig.

Det er et yndigt, kreativt og smukt eventyr, som uden tvivl vil massere ens fantasi.

Wrapped.
Vi får lov til at se hele økosystemets cyklus i denne sjove, men korte kortfilm, og det er lige netop længden, der gør, at den ikke bliver længere end, hvad godt er.

Very Lonely Cock
I denne russiske tegnefilm bryder en høne, der lægger æg på samlebånd sammen. Det fører til adskillelige absurde og komiske slap-stick øjeblikke, der bryder sprogbarrieren. Mest af alt er filmen dog et symptom på den moderne ADHD, men den er sjov, for hvad den er.

Fibers.
Er ikke meget mere end en stiløvelse og en musikvideo. Så glat og tandløs som en Audi reklame og så intetsigende som en hvid væg, er måske hårde ord, men det er de mest indfangende. Der bliver ikke fortalt nogen dyb historie, eller udforsket de kreative oceaner i animationsmedie, og end ikke den korte længde kan skjule det.

Matrix
Gennem knust glas i et mørkt lokale ser vi processen hvormed et barn bliver født. Det er smukt og poetisk, om end ikke særlig medrivende.

Tsunami

Det er en elegant og billedskøn skildring af menneskelig godhed, der kan findes, på trods af de skader en tsunami kan have på ens materielle ydre.

Light Motif
I et så vovet forsøg som at ville visualisere musik, så er det utroligt, at det hele ikke falder på gulvet. Nu er jeg ganske vidst allerede fan af Steve Reich, hvis minimalistiske musik bliver gjort til billeder, men det er en harmoni igennem hele filmen, der ikke kan pilles ved, selvom ens oplevelse i høj grad afhænger af ens forkærlighed for intellektuelle perkussionister.

Planet Sigma
En didaktisk måde at vise, hvorledes selv de mest afskyeligt udseende insekter har af værdi for vores verden. Vi ser biernes drivvåde og gruopvækkende fødsel, men deres dør efterlader alligevel en med en hvis sorg. Det er utroligt, at vi kan bevæge os fra den ene ende af følelsesregistret til den anden, i løbet af så kort tid.

Efter de mange forskellige og, også beundringsværdige film i henholdsvis den danske og animationskonkurrence, var det besynderligt, at hovedkonkurrencen i langt højere grad var homogeniseret – i hvert fald de film jeg så.

Beasts
Hvis du er en af de mange mennesker, der har en svag bedstemor som du ikke værdsætter, så skal denne film nok sørge for at give dig skyldfølelse, også hvis det kræver, at du skal se hende, sluge hendes piller meget langsomt, for virkelig at understreger ensomheden. Det er en god idé at tage et tabubelagt emne op, men behøver det virkelig at stoppes ned i halsen på en?

Splintertime.

En meget uhyggelig surrealistisk film, der tager nogle uventede drejninger flere gange undervejs. Der bliver ikke sagt meget med ord, men derimod langt meget vægt på billedernes symbolske betydning. Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstå den, men sådanne film må der gerne laves flere af.

Transit
Personen bag har tydeligvis set Koyaanisqatsi, og er blevet fascineret af de flotte billeder af de selvoplysende byer, men har aldrig forstået, at det var smukt og betagende, fordi der var en dybere mening og symbolik bag. Med Transit får vi i stedet blot en bunke traveling-shots med en minimalistisk lydside, der skaber en større risiko for at falder i staver, end noget andet, og som har mere tilfældes med en pauseskærm end en spillefilm.

Leidi
Til sidst var der et socialrealistisk drama i det brasilianske slum. Der bliver tegnet et billede af en hovedløs tilværelse, og havde det ikke været for den forrige film, ville jeg nok have værdsat det langsomme fortælletempo, men i denne kontekst fremstod det som mere tidstrækning end en måde at vise deres tomme liv.

Aftenen sluttede dog ikke her, men med det store åbningsarrangement, Kick OFF, i magasinet. Et sted, der tidligere var – du gættede det – et lager. Der var ikke de store åbenbaringer, andet end en konstatering, at OFF er noget langt på 40 år, og det må jeg også nikke anerkendende til. Det var dig den første smagsprøve på, hvad der i vente, de kommende dage, når festivalens såkaldte fokusprogrammer for alvor begynder at udfolde sig, og gæstetalere og industrien virkelig mødes.