En fremragende dokumentar om Gallagher-brødrene.

Som den yngste i en søskendeflok på tre, med en bror og en søster, der henholdsvis er seks og ni år ældre end mig, er jeg vokset op med Oasis. De var fast inventar på playlisten fra min barndom. Musikken bragede ud fra mine søskendes teenageværelser i midthalvfemserne, og jeg tog musikken til mig. Jeg har altid tænkt, at man som den yngste i en søskendeflok er heldig, fordi man fra en tidlig alder (forhåbentlig) bliver eksponeret for noget ordentlig musik. Man skal ikke starte forfra eller høre Å Abe-soundtracket til man er 10. Og guderne må vide, at jeg holder meget af Oasis. Det har jeg gjort siden (What’s the Story) Morning Glory? blev indprentet på min hjerne som seks-syvårig.

Så ja. Jeg glædede mig til at se Mat Whitecross’ nye rockdokumentar Oasis: Supersonic. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet.

Brødre
Det er ikke nogen hemmelighed, at brødrene Liam og Noel Gallagher har lidt af et ry i musikbranchen. De er kendt for at have et mildest talt kompliceret forhold til hinanden, de er kendt for at svine gud og hver mand til, og så er de kendt for at have et ret heftigt forhold til stoffer og alkohol. Grundstenen i Oasis: Supersonic er da også netop forholdet mellem de to brødre – forholdet der gjorde Oasis til Storbritanniens største band i midten af halvfemserne og forholdet, der fik det hele til at gå i opløsning igen. Det er en kulørt og medrivende historie om et sprængfarligt forhold, men også en historie om to brødre, der startede fra ingenting, men ville have det hele – og fik det.

Forskellen på Oasis: Supersonic og mange af de andre rockdokumentarer, vi har set de seneste par år, er, at Liam og Noel ikke er døde (af typisk selvmord eller overdosis) endnu. Filmen er dermed bygget op således, at de to brødre snakker ind over gamle optagelser af bandet fra de startede i 1991 til deres legendariske koncert ved Knebsworth i 1996 foran 250.000 brølende tilskuere – på toppen af deres karriere. Filmen er en fremragende blanding af grynede hjemmevideoer, avisudklip, koncertuddrag og små animerede film, der sætter billeder på nogle af bandets mest syrede udskejelser. Vi får skildringer fra gamle bandmedlemmer, groupies og familiemedlemmer for at få et helhedsindtryk af de to brødre, der var som hund og kat. Liam er den legesyge og hyper-sociale ballademager, og Noel er den mere indadvendte og alvorlige (gnavne) storebror, der sidder alene på sit værelse og skriver sange. Som et tidligere bandmedlem så fint udtrykker det: ”Noel has a lot of buttons, Liam has a lot of fingers”. Mere præcist kan det vel næppe formuleres. Det var aldrig nemt: Hverken for de to brødre, eller for dem, der var tæt på dem. Filmen skildrer fint både brødrenes store kærlighed til hinanden, men også den enorme rivalisering om at være den, der har det sidste ord i the world’s biggest fucking band.

Morsom og følsom
Oasis: Supersonic er ustyrlig morsom. Den er ærlig og åben, og filmen er en kavalkade af fantastiske one-liners, hvor der lige er smidt lidt ekstra fucking, shite eller wanker ind med tyk Manchesterdialekt og flabet hooliganattitude. Brødrene kom tit i karambolage med folk på grund af deres udtalelser og udskejelser (de havde eksempelvis for vane at smadre hotelværelser). Men hvis der var noget Oasis ikke gjorde, så var det at sige undskyld. Det er rockmyte, når det er allerbedst. Sex, drugs and rock’n’roll, fucking. Som i de gode gamle dage. Men filmen rører også ved nedturene: Stofferne, en fraværende far og musikbranchens griske pengemænd. Filmen kommer hele vejen rundt og så næsten: Den berører ikke Oasis’ rivalisering med resten af britpop-bølgen, der regerede i Storbritannien i 1990’erne. Det gør som sådan ikke noget, for brødrene sparer ikke på sig selv og deres dårlige opførsel, men måske netop derfor er det interessant, at det slet ikke bliver nævnt.

De to Gallagher-brødre er ikke på talefod den dag i dag, og derfor er deres skildringer af hændelser umiddelbare og ofte forskellige, hvilket er enormt charmerende. Selvom de ikke snakker sammen længere, fornemmer man en enorm respekt mellem dem. Der er gået tyve år siden 1996, og det mærker man tydeligt. Der er en anden refleksion i deres udtalelser, som to mænd, der endelig er blevet voksne(ish). Deres one-liners bliver til tider ren peosi. Som da filmen slutter ved koncerten i Knebsworth: De to brødre troede, at nu kunne de ikke nå længere op, og det gjorde de nok heller aldrig. Men det betyder ikke, at man skal stoppe ”just ‘cos you’ve kissed the sky”. Det var sgu et smukt og optimistisk punktum, Liam.