Mere teknisk stimulerende end intellektuelt

I filmen Notre-Dame i flammer, tager filmskaberne os tilbage til den skæbnesvangre 2. påskedag i 2019, hvor den ikoniske katedral gik op i flammer. Det var den perfekte storm, for mens ilden bredte sig med lynets hast, sad brandfolkene fanget mellem vejarbejde og trafikpropper. Kirken står der dog stadig, og dette er historien om, hvordan det alligevel lykkedes at redde bygningen.

Flot, men flad
Teknisk, er det en meget fornem film. Selvom de ikke har optaget i eller omkring Notre-Dame kirken, så er det en flot film, hvor man bliver inviteret helt ind i den historiske bygninger, der en dag går op i flammer.

Der er ingen tvivl om, at den eneste måde, det har kunne lade sig gøre at lave en film om en tragedie, der ganske vist ikke kostede nogen live, men en national tragedie ikke desto mindre, så kort tid efter den fandt sted, er ved at fremføre den som et heltekvad. Filmen er en stor hyldest til det franske brandvæsen, som ikke bare må kæmpe med en forfærdelig infrastruktur, der forsinkede kaptajnens ankomst med mere end en time, et sjusk og faldefærdigt byggeri, der kunne forværrede branden, ringe vedligeholdte vandrør og en generel inkompetence hele vejen rundt, der gjorde deres redningsmission noget nær umuligt. Alligevel lykkedes det som bekendt, dem at redde kirken, så den stadig står her i dag.

Udover et væld af flotte effekter, og en overraskende cameo af præsident Macron, er det sparsomt med roserne. Skuespillerne er virkelig ikke særligt exceptionelle. Faktisk er deres diktion så bemærkelsesværdigt forceret, at selvom jeg ikke taler et ord fransk, med al tydelighed kan se, at de bare remser replikker op.

Hvis du gerne vil se en katastrofefilm, med rødder i virkeligheden, er der helt klart værre film end Notre-Dame i flammer, der er ganske tilforladelig, og visuelt kompetent sammensat, men uden de helt store perspektiver, der retfærdiggør den hast, filmen er blevet lavet med.