Gennemsyret hypnotiserende og visuelt intet mindre end perfekt
Jeg er ikke mere end en appetit
I en tid, hvor biograferne mere end nogensinde før har brug for film, der sætter sig tungt på den kulturelle dagsorden, ikke bare i, men også uden for biografernes mørke, og derved tiltrækker flere til at købe billet, fordi alle taler om filmen over maden i kantinen og hjemme i stuerne, så er der her en film, som burde have fyldt meget mere i det danske medielandskab længe før premieren.
Jeg mener ikke nødvendigvis Blockbuster-forretningsmodellen, og jeg mener heller ikke dagsordenen i den forstand, at der skal tales om pestens indtog i Radio IIII eller om datidens patriarkalske familiesammensætning med feministerne på sofaen i Go’ morgen Danmark.
Jeg mener, at det burde have været muligt at skabe en meget større forventningsglæde til denne film, som havde fået biograferne til at huske og genopleve de gamle dage, hvor man viste en film første gang ved midnat, for så kunne nogen sige, at de havde været de første.
Filmen, Nosferatu, er nemlig så meget større, end den bliver gjort til, og man kan kun håbe, at et dansk publikum sætter gang i rygterne, så flere får taget sig sammen og når at se dette mesterværk, inden den forsvinder i de evige streamingtåger.
Vi var flere ved pressevisningen, der allerede inden vi havde set filmen talte om, at forventningerne mellem linjerne virkede voldsomt nedjusteret fra distributørens side, og måske drømmer jeg forgæves om, at filmmediet stadig kan opnå andet og mere end at underholde med dopamingivende tomme kalorier.
Det er ikke, fordi Nosferatu er fejlfri, det kommer vi til lige om lidt, men vi har her en gentænkning af en tysk stumfilm fra 1922 lavet af F. W. Murnau, der ville filmatisere Bram Stokers roman om Dracula. Men da rettighederne ikke kunne købes, blev Dracula til Orlok. Det er denne version, som instruktør Robert Eggers har gentænkt, og det er gennemsyret, hypnotiserende og visuelt intet mindre end perfekt.
Blod er livet
Ellen har altid været tiltrukket af mørket. Drømmene blev til mareridt og stoppede først, da hun blev gift med Thomas. Men det varer ikke længe, før Thomas får sin første store opgave, der skal vise, at han er en firmaets mand. En greve vil købe en stor ejendom i byen Wisborg og ønsker at skrive under på skødet, inden han ankommer til byen. Derfor bliver Thomas sendt afsted, og det bliver hurtigt klart for ham, at denne greve kan bøje virkeligheden og mørket til egen fordel.
Det hele lyder og er velkendt, hvis ellers man kender til Dracula og den oprindelige historie, der efterhånden er blevet filmatiseret mere end 200 gange. Før i tiden nok mest vellykket af Francis Ford Coppola tilbage i 1992 med en kraftpræstation af Gary Oldman og en knap så vellykket engelsk accent fra Keanu Reeves som Jonathan Harker, der nu i denne version hedder Thomas.
Der er også følelsesmæssigt og visuelt et slægtskab mellem disse to versioner og deres instruktører, der begge lod sig inspirere af den gamle stumfilm, hvor Robert Eggers naturligvis går meget længere i sin hyldest, uden at det virker som en gennemspilning.
Nosferatu er ikke overraskende fotograferet af Jarin Blaschke, som også har stået bag kameraet på samtlige af Robert Eggers’ tidligere film, og det er i høj grad hans fortjeneste, at det er lykkedes at gøre filmen så hypnotiserende. Lyssætningen og de visuelle beslutninger gør, at man ikke skal sidde ved siden af fotografiinteresserede i biografsalen, da de konstant kommer til at rotere i sædet.
Hvis man sammenligner Nosferatu med mange andre horrorfilm, kan man måske godt blive skuffet. Men det er fordi, at det ikke (kun) er en horrorfilm. Det er et overnaturligt drama, og det holder instruktør Robert Eggers på til sidste frame, mens Jarin Blaschke lyssætter som en horrorfilm, men skyder som var det et overdådigt periodedrama.
Men netop denne lyssætning gør også, at det er endnu vigtigere at nå at opleve denne film i biografen.
Derhjemme, på hvad du nu vælger at se film på, bliver det aldrig det samme, og meget vil gå tabt.
Døden er alt, hvad vi rigtig har at stole på
Willem Dafoe, Nicholas Hoult, Emma Corrin og Aaron Taylor-Johnson klæder hinanden og har sporet sig ind på hinanden i en bevidsthed om, hvilken film de medvirker i. Det er ikke helt tilfældet, når det kommer til Lily-Rose Depp. Rollen som Ellen mangler dybde og er frygtelig ensidig. Det er ofte svært at finde en dybere forståelse for karakteren, da vi ikke får lov at opleve hende som andet end søvngænger, misforstået grædekone og lemme vridende besat.
Der er mere kød, end der er åndelighed. Det er vel også det, Lily-Rose Depp er castet til, men jeg mangler andet og mere end tortureret liderlighed. Jeg mangler mørkets modpol, og det får jeg aldrig.
Bill Skarsgård har ifølge ham selv været med fra starten for 10 år siden. Her gik han til casting på rollen som Thomas, og et par år senere læste han den rolle, som gik til Aaron Taylor-Johnson. Frustreret skrev han til instruktøren, at det var altså meningen, at han skulle være med på dette projekt. Det mente Robert Eggers også, og nu har Bill Skarsgård givet sit livs præstation som grev Orlok.
Sammen har de gjort greven til andet end blot et monster. Der er noget, der engang var et menneske bag. Noget, der kæmper for at få fred og er villig til at gøre alt for at få det. Han er skrækindjagende uhyggelig, men dragende i sammenspillet med fotograf Jarin Blaschkes leg med dybdekomposition.
Nosferatu har det hele. Mørkets uforklarlige tiltrækning, skuespil i særklasse, scenografi og kostumer, der sammen med de visuelle beslutninger skaber et gotisk univers og en hyldest til sin forgænger. En kompromisløs instruktør, der ikke bukker under for den industri, der efterhånden kun går op i ”opening weekends at the box office”.
Det her er ikke bare en film, det er cinematisk kunst.