Prisbelønnet bogserie som teater for børn
Man er, hvad man gør
Lige nu sker der noget magisk i Hvidovre. På Teater Vestvolden spiller Nomerne – Skovens hjerte, og det er børneteater på en ny og lidt anderledes måde.
Jan Kjær har haft mange hatte på, udover i forvejen at være forfatter og tegner på bøgerne, og det kan både ses og mærkes.
Der går ikke mange sekunder, før det er meget tydeligt, at Nomerne – Skovens hjerte er en levende udgave af det tegnede univers, som omfavner alt, hvad man i forvejen kender til Nomerne.
Jan Kjær har både skrevet manuskriptet, tegnet animationerne, der bruges som kæmpe grafiske videoprojektioner, stået for kostumedesignet og rekvisitterne.
Historien og replikkerne føles og lyder som bøgerne, hvor både eventyret og moralen er med hele vejen. Det er teater til de mindste, men de lidt større børn kan også sagtens være med.
Historien er spændende, og også lidt farlig, men ikke mere end, at man godt tør holde øjnene åbne. Det er hele tiden på kernepublikummets præmisser, og netop her kan forfatterskabets erfaring mærkes.
Det eneste, der er gjort anderledes, er, at nomeren Enzo ikke har maske på, som de alle sammen ellers har. Han er stadig malet rød i ansigtet for at markere, at han er en kriger, men for ikke at miste mimikken er de stoppet der, og det er helt forståeligt.
Når man er begge dele og ingenting på samme tid
Det er som at være inde i tegningerne. Den førnævnte scenografi, der hovedsageligt er grafisk videoprojektion i animeret bevægelse, gør det muligt at fortælle i tegneseriens sprog og ikonografi.
Vi kan se skoven visne, vi kan se skyerne svæve forbi, vi kan rejse i skoven, mens vi oplever gennem rævens eller fuglens øjne. Det er en vild oplevelse og åbner op for en meget anderledes fortællerstil, hvor alt er muligt på en ellers forholdsvis lille scene.
Jeg er vild med det, for det passer perfekt til dette univers. Men det åbner også op for en debat om børneteateret og om dens brug af scenografi på den måde i fremtiden.
For selv om det er flot, så fjerner eller frarøver det endnu et lag af fantasien og efterlader det unge publikum endnu mere som passive modtagere. Det er ikke længere nødvendigt for børnene at lege med og selv være en del af den fantasi, teatret lægger op til. Alt bliver præsenteret og serveret.
Det, der er tilbage, er mere en forlystelsesbegivenhed i en temapark, end det er teater.
Men er det et problem eller bare fremskridtet inden for børnekultur og en nødvendig løsning for at fastholde interessen?
Det er som sådan ikke nyt at bruge den form for scenografi. Især musicals har de seneste år bygget meget af deres verden op på samme måde, men jeg han nu aldrig set det brugt så dominerende før.
Ikke alle kampe kan vindes med våben
Forestillingen har en varighed på 45 minutter, og det er passende. Det er virkelig dejligt at opleve børneteater, der kender sin egen besøgstid. Børnene får en forestilling med en godt skrevet historie, der har lidt af det hele, også en morale, der heldigvis aldrig bliver påtrængende. De medvirkende spiller pædagogisk til aldersgruppen i øjenhøjde, og universet fra bøgerne er intakt.
Børnefamilier går ikke forgæves.
Nomerne – skovens hjerte spiller fra 4. april til 5. maj 2024. Teater Vestvolden.
Varigheden er ca. 45 minutter. Uden pause.
Aldersgrænse: Fra 6 år.
Medvirkende: Emma Silja Sångren, Sune Skuldbøl Vraa, Niclas Vessel Kølpin. Maria Rich. Manuskript. Tegninger til animationer. Kostumedesign. Rekvisitter: Jan Kjær. Instruktion: René Vinther-Grønning. Instruktørassistent: Christina Elisabeth Mørkøre. Scenografi: Signe Krogh. Animation og Projektionsdesign: Jonas Drotner Mouritsen. Musik og Lyddesign: Mathias Nielsen. Kostumier: Henrik Børgesen. Special Effects: Christian Hinnerup. Troels Frydensberg. Paryk og Make-Up: Pernille Itui. Videoteknik: Søren Knud. Lys, byg og værksted: Gert Christoffersen. Lyd: Jonas Jørgensen. Værksted: Emil Bodenhoff-Larsen. Mikkjal Galan. Teknisk Afvikler: Mikkjal Galan. Dramaturg: Christine Albrechtslund. Producent: Stephan Pollner. Ditte Kanstrup. Fotograf: Søren Meisner. Co-Produktion: Teater Vestvolden og Ishøj Teater.
