En usædvanlig stilfærdig oscarvinder
Jeg må være ærlig og sige, at jeg har det meget svært med Nomadland. Det er en film, som jeg på alle måder burde elske. Det er en enkel og elegant historie, der bliver fortalt i et roligt tempo, med den altid fantastiske og autentiske Frances McDormand, og så handler den endda om en del af USA, som vi aldrig ser på film, fordi den hverken er glamourøs, har noget med diversitet at gøre eller er særlig opløftende.
I denne semidokumentariske fortælling, følger vi kvinden Fern, der lever som en moderne nomade. Og i modsætning til tidligere tider, hvor det var et frivilligt valg, er hun en del af den nye underklasse, som er opstået i USA som følge af finanskrisen i 2008, hvor mange af de små byer simpelthen gik nedenom og hjem, og folk blev tvunget på flugt i søgen på sæson arbejde, i stedet for uopdaget land.
Det skjulte USA
Umiddelbart er det en enormt spændende problemstilling, som filmen hiver fat i. For hvad er det for et samfund, der tvinger folk ud i sådan en tilværelse, som vi ser her, og hvad er det for nogle mennesker, som ender med, mere eller mindre frivilligt, at sige ja til sådan en livsstil, i stedet for at søge ind til byen, og genopfinde sig selv som en del af det etablerede samfund?
Desværre, så forsøger instruktør Chloe Zhao og filmen, aldrig rigtigt, at bearbejde de problemstillinger, som den hiver fat i. I stedet har hun valgt den dokumentariske stil, ikke bare filmisk som stilgreb, men også ved at inkludere rigtige nomader, der optræder som sig selv i filmen, mens de interagerer med Frances McDormands Fern.
Og det er det stilvalg gør, at filmen ender med at sætte enorme begrænsninger for selv. Det er mest tydeligt i de indstillinger, som der bliver gjort brug af, når Fern taler med de rigtige nomader. Fordi man ikke kan få lov til at tage en scene om i virkeligheden, er alle samtaler optaget i shot-reverse-shot, og det giver filmen et meget tørt og uinteressant udseende. Jeg har det personligt også lidt stramt med, at filmen gør brug af rigtige mennesker, der faktisk lever det her liv, som en billig genvej til autenticitet. Jeg kan kun gætte på, hvad tanken var med at gøre brug af rigtige nomader, men kynikeren i mig siger, at nogen har tænkt, at det er et billigere alternativ end at bruge skuespillere, og så er det er en stensikker måde at skabe troværdige karakterer, fordi personerne ikke spiller, men faktisk er den person du ser på lærred.
Stilvalg sætter begrænsninger
Derudover, tør filmen heller ikke tage stilling til, om det moderne nomadeliv er en decideret godt eller dårlig. Livsstilen bliver aldrig romantiseret, for der er ingen tvivl om, at det sæsonarbejde, som Fern udfører, på ingen måde er spændende eller givende noget andet sted end på pengepungen. Men i samme ombæring, ser vi også Fern arbejde på et Amazon aktivitetscenter, som bliver portrætteret som hendes bedste arbejdsplads, fordi de betaler for hendes campingplads, hun har gode kollegaer, og så for hun ovenikøbet en god løn. Det til trods for alle de rædselshistorier, der findes om Amazons lagerhaller. Derudover, tør den heller ikke hive fat i nogle af de folk, der er skyld i mennesker som Ferns tilværelse. I stedet hentyder den til, at Fern altid har været rastløs, og finanskrisen bare har givet hende et skub til at leve det liv, som hun altid har higet efter – og det er selvsagt lidt tyndt.
Alt er dog ikke så slemt, for Frances McDormand er som altid ganske enkelt eminent. Hver eneste bevægelse virker troværdig, og der er ikke et spor af forfængelighed i hendes præstation, som der ellers er hos de fleste Hollywoodskuespillere. Man tror ganske enkelte på, at hun er en vaskeægte nomade, ligesom alle dem hun taler med.
Hun bæger bogstaveligt talt filmen på sine skuldre, for hendes præstation er så subtil og elegant, at man sagtens kan holde ud at se alle de close-ups af hendes ansigt, som filmen lystigt gør brug af.
I skrivende stund, er det nogle dage siden, jeg så filmen, og jeg må være ærlig at sige, at jeg slet ikke føler mig nærmere en. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg kan lide eller om jeg hader filmen. For som sagt, indeholder den alle de elementer som jeg higer efter i film i dag, men samtidig sidder jeg tilbage med en følelse af, at det ikke rigtig hænger sammen.
I stedet for at tage stilling til de problemstillinger, som filmen hiver fat i, vælger instruktør Chloe Zhao den lette vej og gør brug af den dokumentariske stil, for som en flue på vægen, blot at vise nomadelivsstilen, uden selv at stå for skud, ved at reflektere over, hvad det er filmen viser, og tage et standpunkt. Derfor ender det hele ud i et noget broget billede, hvor du ganske vist har en fantastisk og helt klart fortjent Oscarvindende præstation af Francis McDormand, men som ikke rigtig har noget budskab, som den præstation underbygger. Det er i hvert fald en film, som jeg har tænkt meget over, så det er svært at påstå, at den ikke giver stof til eftertanke, men om det betyder, at det er en god film, er jeg stadig i tvivl om.
