Jeg har virkelig tænkt meget over, hvad jeg kan skrive om Nightmare Alley, som ikke bare fylder spaltepladsen ud, men det har været virkelig svært at finde på noget meningsfuldt og tankevækkende at skrive om Guillermo Del Toros først film, efter han vandt oscaren med The Shape of Water.

For filmen her er ganske vist en episk fortælling, der strækker sig over et årti i sit portræt af manden Stan, som vi i starten bliver præsenteret til, som en forvirret ung mand med en blakket fortid, der er i 1940’ernes USA ender med at blive en del af et omrejsende karneval. Herefter tag historien langsomt og gradvist en mørkere og mørkere drejning, og henover to en halv time, kommer vi helt ind på livet af karakteren Stan, der i filmen bliver spillet af Bradley Cooper.

Ja, det er trods alt en fortælling, som er lidt mere bombastisk, dyster og voldsom end så meget andet, der bliver produceret i dag, men samtidig dyrker den også genrekonventionerne og klichéerne så meget, at man virkelig må håbe, det er med fuldt overlæg. Og selvom det ikke er en hæmsko for filmen her, så forhindrer det, den også i at blive rigtig mindeværdig og retfærdiggøre sin udformning som en helaftensbiograffilm.

Nightmare Alley er såmænd ganske udmærket og leverer varen som en konventionel, flot og let tilgængelig noir. Der er dog ikke så meget andet i filmen her, som på nogen måde løfter den ud af genrekonventionerne, så hvis ikke du er kæmpe fan af skuespillerne på rollelisten, skal du nok ikke have de helt store forventninger, hvis du håber på at blive tilfredsstillet.