Et kunstnerisk frikvarter for alle andre end publikum

Baseret på en sand historie
I 2001, under en kvalifikationskamp til verdensmesterskaberne, led Amerikansk Samoa det største dokumenterede nederlag, i en international fodboldkamp, da Australien vandt kampen 31-0.

Amerikansk Samoa ligger i det sydlige Stillehav og består af den østlige del af øgruppen Samoa i Polynesien halvvejs mellem New Zealand og Hawaii.

I filmen Next Goal Wins nærmer kvalifikationsrunderne sig igen, og det stolte og aldeles inkompetente fodboldhold får en ny træner, Thomas Rongen, spillet af Michael Fassbender, der har fået vredet armen om på ryggen og er blevet givet en sidste chance.

I kan godt selv høre det ikke? Banen er blevet kridtet op til en sportskomedie lige efter bogen, med alt hvad der hører til af klistrede klichéer. Det er for længst blevet til en genre i sig selv, og derfor er der traditioner, regler og dramaturgiske holdepunkter, der skal overholdes.

Vi har en træner, som ingen vil have, fordi personen ikke kan styre sit temperament. Tjek.
Vi har en træner, der får en sidste chance, langt fra alt og alle personen kender. Tjek.
Vi har en træner, der får et hold, ingen andre vil have og som intet kan. Tjek.
Vi har et hold fyldt med velmenende mennesker, der bare elsker spillet. Tjek.
Vi har personen, der tvivler på den nye træner og trækker holdet med sig. Tjek.
Vi har den konfliktsky assistenttræner som modpol. Tjek.
Vi har personen på holdet, der vil mere med sporten end de andre. Tjek.
Vi har det store kollaps, hvor alt er tabt, og alle går hver til sit. Tjek.
Vi har montagen, hvor træneren opsøger alle på skift og får en sidste chance. Tjek.
Vi har montagen, hvor alle begynder at lytte til hinanden og spillet ændrer sig. Tjek.
Vi har den store finale, og hvem ved, måske har de faktisk en chance, selv om alle stadig ikke tror på dem. Tjek. Tjek. Tjek!

Mange film har været listen igennem før Next Goal Wins, nogen også med held og nok variation til at komme øverst på listen af gode eksempler på, hvordan den kan udfyldes. Her tænker jeg på Cool Runnings (Af banen) fra 1993 og The Mighty Ducks fra 1992.

Men filmen Next Goal Wins er ikke i nærheden af disse to film. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set en film, hvor det var så tydeligt, at det meste af filmholdet er taget på arbejdsferie for at få lidt sol og et par grin med på vejen. Undskyldningen for, at publikum skal betale for at se resultatet af ferien, er så, at manuskriptet er baseret på en virkelig hændelse, hvilket også bliver bekræftet med et par arkivbilleder under rulleteksterne.

Men det eneste man sidder tilbage med, er en følelse af, at det, der skulle have været et portræt af en bestemt måde at leve og tænke på, er blevet ufrivilligt gjort endnu mere til grin.

Når gryderetten ikke kan reddes
Taika Waititi har skrevet og instrueret Next Goal Wins og traditionen tro skal han også selv, på den ene eller den anden måde, medvirke. Denne gang bliver det som øens præst, der også delvist fungerer som filmens fortæller.

At det så også er Taika, der lægger stemme til Korg i Marveluniverset, som er fortælleren i den seneste Thor film (Love and Thunder), og at han kun kan lyde som denne ene karakter, gør det til en underlig irriterende oplevelse. At Taika insisterer på sin egen tilstedeværelse virker selvcentreret, da præsten ellers intet har med filmen at gøre andet end én enkelt scene, hvor karakteren kunne have være spillet af hvem som helst. Det bliver en unødvendigt uinteressant gryderet med Taika og også lidt Waititi i.

Jeg er ellers, selv om det ikke virker sådan, stor fan af instruktøren og måden han bruger filmsproget på. Taika kom trillende ind i Marveluniverset på det helt rigtige tidspunkt med Thor: Ragnarok og fik genoplivet lidt af humoren i en fabrik, der efterhånden tog sig selv lidt for seriøst. Han fortsatte stilen i fortsættelsen Thor: Love and Thunder, og jeg var måske en af de eneste i kongeriget, der synes, at det var en god film.

Det samme skete, da Taika instruerede et afsnit af The Mandalorian. Lidt af den gamle ironi kom tilbage i Star Wars universet og gav, på det tidspunkt, et veltiltrængt ansigtsløft til en franchise i frit fald.

Taika Waititi har bevist, at han kan balancere den ofte platte humor med det alvorlige. Som skaber af og medforfatter på serien Reservation Dogs, som handler om ungdommen i et reservat i Oklahoma, er der plads til de oprigtigt dybe og rørende øjeblikke samtidigt med, at der også er plads til at se humoristisk gennem et forstørrelsesglas på en etnisk minoritet.

I Next Goal Wins er det håndværk skubbet ud på sidelinjen, og alle bliver gjort til lallende føleidioter, der knap nok kan gå på egne ben. Det er alt andet end en hyldest til Amerikansk Samoa.

Michael Fassbender kører på autopilot eller måske er det metodeskuespil, der spejler filmens handling. Har nogen tvunget ham til at være der?

Will Arnett dukker op i et par scener, og den optræden minder om den periode, hvor Charlie Sheen bare mødte op på arbejde, i det tøj han nu engang havde på og ”spillede” en karakter, der hed Charlie, mens han var Charlie Sheen. Det samme kan også siges om Rhys Darby, som må have hørt, at Taika var i nærheden af et kamera.

Der er 50 biografer, der satser på Next Goal Wins, og jeg håber, at publikum ikke er trætte af sportskomedier og forudsigelighed. Jeg er slemt skuffet og håber på, at Taika Waititi ikke er lige så doven næste gang.