Næste år bliver øllet bedre

Kategori Teater af - november 21, 2024
Næste år bliver øllet bedre

En tragedie forklædt som komedie

Det er skyllemiddel
Orla og Jørgen sidder i en kælder og smager på alt andet end livet. Hurtigt går det fra rødvinen til snaps, øl og det, der er værre. Der bliver duftet, smagt, gurglet og spyttet, så publikum hurtigt bliver tørre i munden. Det hele forklædt som en komedie om to ensomme mænd, hvor den ene bliver trynet af chefen, mens den andens kone har en affære med et endnu større skvat, end det, hun giftede sig med.

Der er mange detaljer, der afslører, at manuskriptet til, Næste år bliver øllet bedre, er skrevet i starten af halvfemserne, men på den anden side er det samtidig stadig billedet på den samme type mand anno 2024.

Danskernes forhold til alkohol har altid været og vil åbenbart i lang tid endnu, ofte være en stor undskyldning og virkelighedsflugt. Derfor er det også passende, at komedien langsomt forsvinder og efterlader den tragedie, som alkohol kan være medskyldig i.

Komedien giver os en blid genkendelighed, hvor vi kan grine af, hvor meget Orla og Jørgen gør og siger, som vi selv har sagt og gjort. Tragedien viser os i denne forestilling, hvad flugt fra konflikter og de negative sider af livet kan føre til, hvis man søger for langt ned i flasken, der hvor afhængigheden overtager, og sygdommen afløser fornuften.

Næste år bliver øllet bedre, giver først publikum en munter aften i hjemmebrygskælderen, men når vi går derfra, er det med vigtig eftertanke og en bitter smag i munden.

Det er benzin
Joy-Maria Frederiksen har lavet en iscenesættelse, der flytter teksten væk fra halvfemserne og viser os, hvor evigt aktuelt indholdet er. Men det er første akt, der vil blive husket af publikum.

Ikke fordi det er der, komedien fylder mest, for tragedien er med helt fra start i alt det, der ikke bliver sagt, men fordi den stramme struktur guider os flot igennem de små scener nede i kælderen, hvor anden akt på ingen måder hjælper sit publikum, men bevidst vildleder os, indtil vi langsomt finder ud af, hvor Orla og Jørgen egentlig befinder sig. På papiret er det måske logisk og spændende, men den lille geografiske detektivopgave flytter fokus fra det vigtige i historien.

Jesper Asholt og især Thomas Mørk virker oplagte og laver et glimrende portræt af to sider af samme mønt. Den ene har brug for, at nogen ser op til ham, og den anden har brug for at blive løftet op til der, hvor man tør stå ved sine egne ord. Begge har brug for at føle, at de er noget værd, men begge drukner i flugten i stedet for jagten. Det er flot skuespil og godt kalibreret til Folketeatrets publikum.

Det er sprinklervæske
Scenografien er stram, og især kælderen indbyder til både hygge, men viser også det niveau, Orla og Jørgen har valgt at konkurrere på. Lyssætningen gør, at publikum hygger sig, også selvom der flyttes rundt på ting for at gøre klar til næste scene og tidspring.

Værelset i anden akt skal selvfølgelig være med til at camouflere den førnævnte detektivopgave, men gør det på ingen måde, og forvirringen bliver kun større af, at der konstant flyttes rundt på senge og borde. Det er der en grund til i historien, jeg ved det, men det virker ikke.

Forestillingen har været på turné rundt i landet og spiller nu på Hippodromen på Folketeatret, hvor Jesper Asholt med forestillingen kan fejre sit 40-års skuespillerjubilæum.

Man skal gå ind og se, Næste år bliver øllet bedre, hvis man gerne vil og tør se sig selv i spejlet med alt, hvad der følger med, på godt og ondt.


Næste år bliver øllet bedre spiller fra den 20. november til den 14. december 2024. På Folketeatret, Hippodromen. Varighed: 2 timer inkl. pause.


Medvirkende: Jesper Asholt, Thomas Mørk. Manuskript: Erling Jepsen. Instruktion og Bearbejdelse: Joy-Maria Frederiksen. Dramaturgisk bearbejdelse: Ninette Mulvad. Scenografi: Marianne Nilsson.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.