En rigtig feel-good film
Mrs. Harris Goes to Paris tager biografgængerne med tilbage til 1950’erne, hvor vi møder rengøringsdamen Mrs. Harris, spillet af den fornøjelige Lesley Manville. Hun lever en beskeden tilværelse som en rigtig arbejder, og selvom livet ikke har været særlig godt mod hende, bliver hun ved med at være god mod sine omgivelser. En idé langt væk fra dette sparsomme liv slår dog rødder, og inden hun ved af det, er hendes største ønske at få sin egen Dior kjole. Derfor spinker og sparer hun, indtil hun har råd til at tage til Paris for at købe en på auktion, og på den usandsynlige rejse, hjælper hun alle på sin vej.
Ægte romantik
Det bliver ikke mere romantisk end det her. Mrs. Harris er en person med så stort et hjerte, at det halve kunne være nok, og når hun hjælper mennesker hun møder, er det bare fordi, hun ikke kan lade være. Der går heller ikke længe, før man som tilskuer må sænke paraderne og erkende, at Lesley Manville i rollen, er en af de mest elskværdige personer på lærred. Selvom det måske på papiret er lidt fjollet, at hun ønsker sig noget så materialistisk som en dyr kjole af Christian Dior, så under man hende virkelig at få sin drøm opfyldt.
Og denne varme bliver underbygget af alt i produktionen. Lige fra start bliver scenen sat med et klassisk anslag, hvor hele produktionsholdet bliver præsenteret, for at indikere, at det ikke handler om at tage nogle store cinematiske chancer, men om at etablere en behagelig stemning. Så man er aldrig i tvivl om, at det er varmen og kærligheden, der er i centrum.
Det er så hyggeligt, at man måske kan frygte, at det hele går hen og bliver lidt sukkersødt, men heldigvis er der lige nok virkelighed drysset hen over Mrs. Harris’ dannelsesrejse, at man bare bliver i godt humør.
Mrs. Harris Goes to Paris er en film, der er som skabt til den mørke tid på året. På et tidspunkt, hvor det er let at blive nedtrykt af alverdens ulykker, er det svært ikke at efterlade filmen her i bedre humør. Produktionen er gennemført, Lesley Manville er fantastisk, så det kan kun blive en hyggelig aften, hvis man beslutter sig for at gå ind og se den i biografen.