Mr. K

Kategori Biografen af - februar 13, 2025
Mr. K

En lidt for surrealistisk film

Mr. K følger titelkarakteren, der er en omrejsende tryllekunstner. En overnatning på et hotel udvikler sig dog til et surrealistisk mareridt, da han dagen efter ikke kan finde udgangen. Hans forsøg på at slippe ud trækker ham kun dybere ind i det levende hotel, ligesom dets mærkelige beboere kun gør livet endnu mere forvirrende for den fortvivlede tryllekunstner.

Det er svært at tillade sig at være forarget over, at en surrealistisk film er svær at finde hoved og hale i. Hvis ikke man er lidt rundtosset, er det heller ikke rigtig absurd, men så alligevel. For gennem meget af Mr. K sidder man med en fornemmelse af, at det ikke er tilgængelig på en måde, der ikke helt var intentionen.

Et eksempel på denne uhensigtsmæssige sløring er ensemblet. Som en hovedsagelig norsk produktion, hvor langt de fleste ikke taler engelsk som modersmål, er det mere frustrerende end stimulerende, når man møder den ene skikkelse efter den anden, der tydeligvis har fået sine replikker skåret ned til et minimum, fordi deres engelske diktion har været alt andet end perfekt.

Crispin Glover er jo ikke ligefrem en gennemsnitlig amerikansk skuespiller, men i modsætning til resten af ensemblet får han lov til at folde sig helt ud. Og så havde man næsten hellere siddet igennem norske undertekster eller skæve accenter fremfor fraværet af dialog.

For hvis vi bliver ved Glover, er han det perfekte valg til en surrealistisk film. Lige siden de fleste mødte ham i Tilbage til fremtiden, har han været idiosynkratisk. Han fremstår som i sit es og som den eneste, der opfører sig nogenlunde normalt, hvis man må bruge sådan et ord, jo mere absurd situationen bliver i det foranderlige hotel.

Mr. K er en film, der virkelig gerne vil udfordre publikum med sin surrealistiske stil og komplekse fortælling. Tingene går dog aldrig op i en højere enhed. Hvor Crispin Glover leverer en stærk præstation, falder filmen desværre igennem på grund af en utilsigtet sproglige akavethed og en langtrukkent plot, der forhindrer Mr. K i at leve op til de absurde film, den efterligner.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.