Et vægrende kultursammenstød
Instruktør Mads Matthiesen, der nok er mest kendt for filmen 10 timer fra paradis er igen biografaktuel med Mr. Freeman, og ligesom det var tilfældet for 12 år siden, så fokuserer Matthiesen igen på relationer, vi ikke ser alt for ofte i de danske biografer. Denne gang er det mødet mellem den ensomme teenager Simone, der har det svært i gymnasiet. Hun har sit at kæmpe med, både når det kommer til vægten, men også med at komme ud af sin skal og lære sig selv at kende. Med andre ord, er hun en helt almindelig teenager.
Alt ændrer sig dog, da hun indleder et online-forhold til en ghanesisk mand, der kalder sig selv for Freeman. For første gang er hun rigtig forelsket, og derfor inviterer hun ham over, selvom hendes forældre ikke kan lade være med at mistænke ham for at have ugler i mosen.
Man kan måske tro, at filmen handler om kultursammenstød, men mødet mellem ghanesiske Freeman og danske Simone, er blot katalysator for en coming-of-age fortælling, hvor børn som voksne må lære sig selv bedre at kende. Men hvor der er rigeligt at hive fat i, når det kommer til interkulturelle konflikter, fordomme, dannelse og ikke mindst relationer online, er det straks svære at se, hvad Matthiesen og co. gerne vil sige udover at sætte fokus på tematikkerne.
© Christian Geisnæs
Der bliver sprunget let hen over de åbenlyse problemer, parasociale online relationer skaber, særligt for unge, når de bliver konfronteret med virkeligheden, og karakteriseringen af ensemblet er meget endimensionel, for at sige det pænt. Vi finder fx aldrig ud af, hvem Freeman er som menneske, fordi hans rolle er mere som initiator end en aktiv spiller, og det samme kan man sige om resten af ensemblet, der med undtagelse af Simone, er omvandrende klichéer.
Lina Lund Jørgensen som Simone og Daouda Keita som Freeman har, flosklerne til trods, en god kemi, og deres forhold er troværdigt om end underfortalt ligesom resten af historien.
Jeg har svært ved at finde ud af, hvad Mads Matthiesen inderligt vil sige med Mr. Freeman. Det er en åbenlyst følsom film, der gerne vil give en stemme til dem, der ofte bliver tilsidesat, men samtidig er alt så overfladisk, uforløsende og vagt, at man aldrig rigtig bliver revet med, ej heller får sat tankerne i gang. Et par gode præstationer fra Lina Lund Jørgensen og Daouda Keita redder filmen fra være helt middelmådig, men de store tanker, må man selv fremmane.
