Filmen er måske mest for mødre, men er underholdende for både mødre og døtre.

Mors dag er dagen, hvor man viser sin værdsættelse og taknemmelighed for sin mor, og alt hvad hun har gjort for én. I Garry Marshalls film Mother’s Day følger man fem forskellige liv, med fokus på deres rolle som mor eller datter, op til den begivenhedsrige mors dag, der ligger lige rundt om hjørnet.

I filmen møder vi den fraskilte Sandy (Jennifer Aniston), der har to børn med sin rige og succesfulde eksmand, der spontant har giftet sig med en meget yngre og uvidende kvinde i starten af tyverne. Sallys veninde, Jesse (Kate Hudson), der er gift med en inder, som hun har et barn med. Hun og hendes lesbiske søster bor lige ved siden af hinanden, og har begge droppet kontakten til deres mor og far, efter racistiske og homofobiske kommentarer om deres liv, men selvfølgelig dukker de alligevel op og skaber problemer i deres liv.

Kristin (Britt Robertson), som Jesse har mødt gennem et online fællesskab for mødre. Kristin har en datter med komikeren og bartenderen, Zack, men hun ønsker ikke et ægteskab, da hun er adoptivbarn, og ikke ved hvem hun er, før hun har mødt sin biologiske mor. Bradley (Jason Sudeikis) som er enkemand, og kæmper ihærdigt med at få livet med sine to døtre til at fungere. Han har svært ved at give slip på sin kone, der gik bort fra et år siden, og det går ud over forholdet til hans børn.

Til sidst møder vi Miranda (Julia Roberts), en kendt TV-vært, der sælger smykker til sine seere. Hun har for længst valgt karrieren frem for et familieliv med en mand og børn.

En rodet historie, men god ensemble.
Karakterende er underholdende og passer godt sammen. Man når at holde lidt af hver og én af dem, efterhånden som fortællingerne skrider frem. Særligt er Jennifer Aniston god som Sandy i filmen. Hun er den karakter man følger mest, og dermed lærer bedst at kende. Hun spiller troværdigt og oprigtigt, så man hver gang kan sidde med et smil på læben, når hun f.eks. begynder at snakke med sig selv i køkkenet, bilen eller på gaden, selvom der alligevel altid er nogen, der hører det. Anistons skuespil gør Sandy mere realistisk og genkendelig, hvilket får seeren til at få medlidenhed med særligt hende, under hendes kamp om børnenes kærlighed.

Filmen er sat sammen, så alle karakterenes konflikter cirkulerer om den samme dag. Alle konflikterne skal nå at løses inden mors dag, så dagen kan fejres med gode stemninger og forhold. Det er dog langt fra alle karakterne, der har konflikter, der omhandler mødre.

De flestes problemstilling har ingen relation til mors dag, hvilket betyder, at deres fortælling ingen relevans har for dagen, og dermed ikke lever op til filmens titel. Deres konflikter cirkulerer mere omkring et centralt problem, som kunne løses på hvilket som helst tidspunkt på året. Den eneste karakter, som har en rød snor mellem den individuelle konflikt og selve dagen, er Sandy, der pludselig skal kæmpe om rettighederne for at have sine børn hjemme på mors dag.

Selve filmen er dog underholdende, og jeg fangede også mig selv i at grine højlydt flere gange undervejs. Filmens formodede målgruppe er mødre og døtre, men som en datter, må jeg sige, at der var flere gange, hvor jeg ikke kunne identificere mig selv med nogen af karakterende. Filmen appellerer derfor mest til mødre, eftersom alle de introducerede karakterer bliver fremstillet i langt højere grad som mødre end som døtre – men set bort fra dette, er det stadig en film, man uden tvivl kan se med sin nærmeste (mor).