En forspildt chance

Kenneth Branagh har nok engang støvet Agatha Christies mest kendte roman af for at filmatisere den. Med stor selvindsigt har castet sig selv i hovedrollen som verdens bedste belgiske detektiv, Hercule Poirot. På vej hjem fra en af hans utallige vellykkede detektivopgaver, ender han dog ombor på Orientekspressen, hvor en forretningsmand bliver myrdet. Da toget så ovenikøbet kører af sporet er der ingen andre end Poirot til at opklare mysteriet.

Store stjerner
Med et ensemble af verdensstjerner som Johnny Depp, Judi Dench, Penelope Cruz, Willem Dafoe og Kenneth Branagh selv, så burde det være en fornøjelse at se disse talentfulde skuespillere optræder i samspil med hinanden. Desværre er de største stjerner sjældent på skærmen samtidig. Judi Dench er kun med i tre scener og siger to sætninger, mens Penelope Cruz’ scener virker som om de er optaget på et andet tidspunkt end alle andres. At det har været svært at samle så stor en gruppe skuespiller på samtidig er ikke bare tydeligt i den meget monotone fortællestruktur, der efter mordet, hurtigt ender med at består næsten udelukkende af scener mellem Poirot og én af de mistænkte som han griller og samtidig demonstrerer, hvor klog han er. Når filmen så endelig afviger fra denne struktur, så er det i selskab med nogle af de mindre karakterer, der bliver spillet af de mindre kendte skuespillere, og som heller ikke er nær så interessante at se på skærmen.

Nu får jeg det til at lyde som om filmen mere har været en planlægningsopgave, end en god filmisk oplevelse, fordi jeg fokuserer så meget på hvor isoleret skuespillerne fremstår. Men grunden til, at jeg er så optaget af det er, at filmen til trods for de flotte trailere ikke er en film, som har noget visuelt særpræg, der kan distrahere en fra detaljer som disse. Den udgave jeg blev præsenteret for var på 70mm film, og Branagh har altid været kendt for ikke at holde sig tilbage fra at bruge de helt store armbevægelser. Derfor blev jeg oprigtig overrasket over, hvor meget cgi der er i filmen. Det allerførste billede i filmen er en åbenlyst computergeneret udgave af Egypten fra 1930’erne, og de fleste af baggrunden er dårlig green-screen, hvilket må siges at være et besynderligt valg, når det meste af historien udspiller sig på et tog, som sidder fast på en bjergside. Villet det ikke have været nemmere at lave den kulisse, når man nu optaget med filmruller alligevel?

Desuden så får man heller aldrig lov til at se selv interiøret af toget, da billederne af uransagelige årsager næsten udelukkende består af medium-shots, hvor man kun kan se skuespillerne fra hoften og op. Så man kan slet ikke nyde omgivelserne, når de ikke er i billedet.

Historien holder
Branagh bruger slet ikke filmmediets potentiale, så de hele føles som et teaterstykke, der bliver oplyst på lærred. Heldigvis er historien stadig god, så til trods fra alle disse fejlagtige beslutninger, så bliver fortællingen udlagt på en ordentlig måde, så der er en klar begyndelse, midte og slutning. Der er en grund til, at netop dette mysterium stadig bliver genindspillet mere end 80 år efter det blev skrevet af Agatha Christie, og det er, at der er en større psykologisk dybde end bare at opklare mordet og vise hvor klog Poirot er. Poirot bliver gjort etisk ansvarlig for konsekvenserne af hans arbejde, og hans svar er stadig tankevækkende til den dag i dag.

Mordet i Orientekspressen, er på ingen måder en ny definition udgave af Agatha Christies tidløse klassiker. Kenneth Branaghs narcissitiske tenders lader til at have taget overhånd, da alt for meget tid bliver brugt på at vise, hvor fantastisk han er og vise close-ups af hans betagende blå øjne. Ensemblet bliver aldrig udnyttet til trods for den overvældende talentmasse, og filmen er ikke i nærheden af at være så flot, som den selv går og tror den er. Historien er dog stadigvæk fremragende, at selvom den måske ikke er en stor biografoplevelse, så er den værd at se der hjemme, hvor man kan slappe mere af og bare nyde den gode historie.