En meget stereotyp superheltefilm
I Morbius udvides Spider-Man universet endnu en gang med historien om videnskabsmanden Michael Morbius (Jared Leto), der har dedikeret hele sit liv til at finde en kur mod hans egen sjældne blodsygdom. Da han pludselig står overfor en kur baseret på dna fra flagermus, tester han den på sig selv, men det går selvfølgelig ikke helt som forventet. Han bliver ganske vist kureret og endda stærkere end de fleste mennesker, men samtidig bliver han ramt af en umættelig trang til menneskeblod. Og ikke nok med det, så dukker en skurk op til overfladen, som kun Morbius kan stoppe.
Kliché på kliché
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en blockbuster film, der er så sjusket. En ting er, at den har den mest klassiske og klichefyldte historie man overhovedet kan forestille sig, med klare arketyper, og med så gammeldags karakterudvikling, at man skulle være lovligt undskyld, hvis man troede filmen var blevet optaget i 90’erne, men filmen gør ikke bare brug af banaliteter, den er stort set ikke andet end superhelteklichéer til en sådan grad, at vores protagonist skal kæmpe mod en skurk, der har præcis de samme evner.
Der er også basale filmtekniske aspekter, som på mærkværdigvis er blevet negligeret. Ting som kontinuitetsfejl, som slet ikke burde være der, og som i visse situationer faktisk er med til at gøre filmen mere forvirrende. Uden at gå ned i detaljerne er der tale om fundamentale plotpunkter som lægger op til et twist, som de glemmer at vise, indtil det pludselig er sket off-screen. Sådan er der flere forskellige elementer, som filmen selv bruger tid på, men ender med let at springe henover.
Historien har også mere end bare et par enkelte lighedspunkter med Sonys anden antihelt, Venom. Den overordnede problemstilling for vores protagonist er den samme, men i stedet for en trang til at spise hjerner, er det udskiftet med blod. Denne version er dog noget mere uinteressant, da Morbius ikke har noget alterego at tale med, så det er i stedet blevet erstattet med et meget overfladisk drama mellem Morbius og hans fosterbror.
Jared Leto er overraskende tilforladelig
I en film, hvor mange af de helt grundlæggende elementer ikke fungerer, så er Jared Leto overraskende nok ikke en af dem. Den oscarvindende skuespiller er kendt for at gå all-in i sine roller, og han er ofte over-the-top, men i filmen her er han mere passende afdæmpet, og slet ikke så overdrevet som han ellers har for vane at være. Matt Smith som filmens skurk er til gengæld noget mere bombastisk og karikeret, og det er nok op til den enkelte, om man finder det underholdende eller bare irriterende.
Det er svært at sige meget positivt om Morbius. Det er et produkt som tilsyneladende kun eksisterer, fordi Sony har besluttet sig for at udnytte deres rettigheder til Spider-Man universet til det fuldeste, og derfor får vi en film om en tertiær skurk fra edderkoppemandens bagkatalog. Jared Leto er såmænd fin nok, men der er vitterligt intet interessant, nytænkende eller for den sags skyld så dårligt i filmen, at man kan blive rigtig underholdt af den. De to år filmen er blevet udskudt er tilsyneladende ikke blevet brugt på at gøre den til mere end en middelmådig, sjusket masse, og det er svært at se, hvilket publikum den henvender sig til.
