En film om et rigtigt menneske

I Montparnasse Bienvenüe, følger vi den (næsten] unge Paula, der pludselig befinder sig på randen af et sammebrud. Hun har ellers levet et behageligt spidsborgerliv, men da hendes kæreste gennem et helt årti forlader hende, står hun over for at skulle redifinere sig selv, og det er ikke altid lige let. Med en god portion gåpåmod nægter hun at gå bryde sammen, og forsøger i stedet at udforske verden på en helt anden måde, men som hun hurtigt finder ud af, så kan tidligere traumer pludselig blive meget tiltalende, når tingene ikke går som man havde forventet.

Finurlig naturlighed
Det er en virkelig hjertevarmende fortælling Léonor Serraille har strikket sammen. Laetitia Dosch er fantastisk som den autentiske Paula, man ikke kan andet end at elske. Historien kunne sagtens have været en klassisk romantisk komedie, hvis den var endt i de forkerte hænder, for som udgangspunkt er der ikke noget vildt imponerende over fortællingen. Det særprægede ligger dog i interaktionerne mellem menneskerne, og i særdeleshed Paula, der er så virkelighedsnære, at man ikke har svært ved at leve sig ind i, og følgere deres liv.

Montparnasse Bienvenüe, er mere end noget andet en god portrætfilm, der med et knivskarpt fokus, præsenterer et menneske, som man godt gider af følge, gennem alle hendes op- og nedture. Det er dog svært at spå om filmen vil have en langvarig effekt på folk, men i en premiereuge, hvor den største film handler kæmpe robotter og monstre, så er det forfriskende, at der stadig bliver lavet biograffilm, som er helt ned på jorden.