En fantastisk, sjov og sørgelig fortælling om manden der revolutionerede klovnestykket, og ham der var revolutionen.

Vi følger i Monsieur Chocolat to cirkusfolk, den ene en afdanket tidligere berømt klovn, den anden en søn af en slave, som lever af at spille kannibal i et lille cirkus. Da deres veje krydses udvikles deres karriere hurtigt, og snart er de kendt i hele Paris.

Men hvor længe kan man holde sin egen hud ud, når man lever af at lade sig sparke, slå og hundse rundt med af en hvid mand? Omgivet af andre hvide som leende og klappende elsker dig, men ikke vil vide af dig, så snart du prøver at komme på lige fod med dem? Rafael eller Monsieur Chocolaté, som hans kunstner navn er, prøver egenhændigt at gøre op med de hvides undertrykkelse og misbrug af hans sorte krop, men indser til sidst, at det er en uovervindelig magt han er oppe imod.

Monsieur Chocolat minder på mange måder om filmen De urørlige, måske især fordi hovedrollen spilles af den samme nydelige mand (Omar Sy), men mest af alt, fordi den også blander komedien og tåreperser sammen og er baseret på en ægte historie. Begge film er på mange måder flotte, men samtidig også flad og genkendelig, uden for alvor at være grænseoverskridende. Ikke desto mindre er det en fin film, den gør hvad den skal, frembringer latter, tårer og en god morale. Det er dog ikke en morale man husker eller måske lige frem forstår.

Hvad er budskabet?
For hvad kan man i sidste ende virkelig lære af en historie som denne? Historien om en talentfuld og dygtig sort klovn/skuespiller, som dør fattig og udslidt i en tidlig alder, hvor absolut ingen kan huske hans navn? Er det da ikke, at vi stadig den dag i dag ser det samme mønster tegne sig? Et mønster hvor sorte må kæmpe for lige rettigheder som hvide, lige meget anerkendelse for deres arbejde, lige meget ret til at indtage hovedroller og stå på store scener? For ellers ved jeg ikke helt, hvad vi ellers kan lære af denne film og historie.

Og det er især det, der ærgrer mig ved denne film. For fortælling ligger klar, er spiselig og spændende, men alligevel så rammer filmen mig ikke rent nok. Den virker for til slebet og for fin i kanterne. Den er ikke beskidt og virkelig nok. Der mangler noget råt, som gør at filmen virkelig rammer og sætter spor i en.

Den burde dyrke – og gå mere i dybden med det, at hade sin egen farve, fordi andre har indprentet dette had i dig. Der mangler at arbejdes mere med dilemmaet omkring følelser for andre mennesker, og de politiske og menneskelige værdier man kæmper for. Kan man elske og være venner med folk, som er en del af den magt der misbruger dig selv og dit folk?

Filmen er dejlig at se på, fin og sjov, men også tragisk og sørgelig. Desværre ender den med at være for flad, fordi den søger at indramme alle disse elementer, hvilket der ikke er nogen grund til. Den ville have fungeret bedre som en mørk og rå film, der kun blev lyst op af klovnescenerne og selvfølgelig kemien mellem skuespillerne. Jeg giver derfor filmen tre stjerner, en for historien, og to for de to dygtige klovne.