Monkeys reacting to magic

Kategori Teater af - april 20, 2024
Monkeys reacting to magic

Monkeys reacting to magic

Her er en pind. Den er lavet af natur
Foyeren på Aveny-T er blevet suget ind i tidsmaskinen og ligner nu en efterladt netcafé, der skulle være lukket for mange år siden.

Over alt i rummet, der ikke tåler dagslys, står der gamle stationære computere, harddiske, fladskærme, og billedrørsfjernsyn. Der er kabler over alt. Vigtigst er det bundt af kabler, der som en slange i loftet fodrer det altædende internet.

På en af de mange skærme fortæller en streamer os, at hvis vi har brug for lidt tryghed, så kan vi følge med hos ham, for han vandrer bare rundt uden mission i open world. Det kan være dejligt meditativt, og indrømmet var der et par gange, hvor mit øje med vilje fangede og tog med på den rejse, for der er fart på, når forestillingen Monkeys reacting to magic tænder for sit 56k modem.

I et gadekryds mellem et maleri af Edward Hopper og en film af Terry Gilliam vælter den usikre og endorfinpumpede vært rundt med sin videograf. De vil os og deres show så meget, at det for dem er et spørgsmål om liv og død. Som cyperpunk-spøgelser iført for store brune jakkesæt fra østblokken er der en besættelse i øjnene. Det er som at opleve Victor Frankenstein se sit monster komme til live. Altså, hvis han blev spillet af Corey Feldman.

Du kan knække den. Så får du det måske bedre
Det er kaospiloten og skuespiller Thomas Persson, der tryllebinder publikum som vært, og med sig har han Simon Bennebjerg, Tessa Hoder og instruktørassistenten Andreas Graham, som også kan underholde med et par dyrelyde. Under iscenesættelse af Søren Peter Langkjær Bojsen er det sikkert at sige, at dette er en oplevelse, som ikke kan beskrives, men skal opleves.

Alle de medvirkende er hypnotiserende og universet et herligt galehus, der, når du selv befinder dig i det længe nok, er alt andet end galskab.

Hver en millimeter af foyerscenen på Aveny-T bliver bliver brugt optimalt af forestillingen. Der er så meget, jeg gerne vil skrive og fortælle, men hvis du ikke selv har oplevet det, kommer det ikke til at give mening. Det her SKAL opleves.


Monkeys reacting to magic spiller fra 17. april til 27. april 2024. På Aveny-T
Varigheden er ca. 75 minutter uden pause.


Medvirkende: Simon Bennebjerg, Thomas Persson, Tessa Hoder. Iscenesættelse: Søren Peter Langkjær Bojsen. Scenografi: Petruska Miehe-Renard. Lyddesign: Malte Beck. Instruktørassistent: Andreas Graham. Producent: Beyond Cringe & Based.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.