En fornem instruktørdebut fra Dev Patel
Skuespilleren Dev Patel, nok mest kendt fra sin hovedrolle i den oscarvindende Slumdog Millionaire, debuterer nu bag kameraet med en noget anden skildring af Indien. I hævndramaet Monkey Man, bliver vi ikke bare introduceret til en grumset kamp for retfærdighed, men får også udstillet de enorme udfordringer med korruption og fattigdom i verdens folkerigeste land.
Til at starte med, møder vi karakteren Kid, der til dagligt prøver at opspore folkene, der brændte og myrdede hele hans landsby som barn, mens han om natten kæmper i en fight club iført en gorillamaske. Efterforskningen leder ham hele vejen til toppen af politistyrken, der er beskyttet af et kæmpe højhus, der ikke så subtilt visualiserer forskellen mellem de almindelige mennesker på bunden og de velhavende, der lever i overflod tættere på skyerne.
Den sociale kommentar i Dev Patels rå skildring af Indiens kontrastfyldte samfund er til at få øje på rent visuelt. De farverige, næsten magiske omgivelser de rige befinder sig i, kunne ikke være længere fra den beskidte æstetik, der gennemsyrer alt på bunden. Det samme gør sig gældende for kameraarbejdet, der befinder sig i en konstant, flydende og dynamisk dans mellem eventyr og den rå vold, der kommer helt tæt på kameraobjektivet. De mange actionsekvenser er hurtigt klippet, og fuld af tætte billedbeskæringer, der skaber samme klaustrofobiske stemning som Jason Bourne-filmene.
Historien kolliderer med filmhåndværket
Man er i hvert fald ikke i tvivl om, at Dev Patel har talent for den visuelle historiefortælling, og er hele tiden omstillingsparat, hvad end vi befinder os i de overfyldte slumområder eller luksuriøse natklubber. Desværre kan manuskriptet ikke helt stå mål med de tekniske kompetencer.
Det er ikke til at sige, om den langvarige kamp for at sikre finansiering har sat sine spor i det endelige plot, men der er helt klart ikke det samme strømlinede fokus i karakteriseringerne og dialogen, som der er i resten af filmen. Kid er noget af en endimensionel skikkelse, der måske vækker sympati, men ikke nogen interesse for ham som menneske, mens alle antagonisterne er så entydigt modbydelige, at man er trætte af dem, lang tid før rulleteksterne viser sig.
Monkey Man er en actionfilm, der vil have det hele med. Den vil gerne udstille et hjerte og en sjæl, der kan fange publikumsinteresse på andre måder, end blot gennem de voldelige slagudvekslinger. Det lykkes til dels gennem den fængende æstetik og den sociale kommentar, den præsenterer os for, men besidder ironisk nok samtidig nogle mangler, når det kommer til skildringen af menneskerne, som i sidste ende gør det til noget af en ujævn oplevelse. Dev Patel besidder helt klart et stort talent som filmskaber, men måske han næsten gang også skal arbejde lidt mere på manuskriptet, så det hele kan gå op i en højere enhed.