Et helhjertet forsøg på et amerikansk socialrealistisk drama.

I Money Monster, følger vi den selvglade tv-vært, Lee gates, der som en anden Jim Cramer, ugentligt giver aktieråd til sine seere. Det er et fuldstændig overfladisk underholdningsprogram, hvilket også afspejler sig i værten, der på mange måder er aldeles ligeglad med sine omgivelser. Gates’ mange griske råd giver dog bagslag, da han tages som gidsel på direkte tv, efter en seer har mistet alt hvad han ejer.

En fængende start.
Man bliver med det samme fanget af filmens præmis. Hvem har ikke på noget tidspunkt tænkt, at de grådige finansfolk burde stilles til regnskab for åben skærm. Masser af gode problemstillinger tages op her, om mediernes rolle i det kapitalistiske samfund, den manglende retfærdighed og ligegyldighed hos dem, der har magten.

Clooney gør det også virkelig godt som den selvsmagende vært, der pludselig bliver tvunget til at reflektere over sit liv, mens Jack O’Connell er både frygtindgydende og forståelig i hans vrede.

Filmen lider dog af mærkværdige toneskift. Fortællingen foregår i virkeligheden som vi kender den, hvor man midt i en krisesituation ikke bare kane lire en masse viden af, eller joke undervejs. Derfor fremstår det ekstra mærkeligt, at filmen har en temmelig humoristisk grundtone hele vejen igennem. Tonen minder meget om forrige års The Martian, men det fungerer slet ikke ligeså godt her.

Money Monster, vil så gerne være et socialrealistisk drama. Væk er superheltene og den overdrevne kampkoreografi, der i stedet er blevet erstattet af en mand i jakkesæt, der bliver holdt som gidsel af en arbejder på sammenbruddets rand.

Hele introduktion af virkeligheden filmen udspiller sig i er gribende, og særligt starten af gidseltagningssituationen er gennemarbejdet håndværk. Men efterhånden som historien udvikler sig, er det som om den alligevel tør gå planken helt ud. Selvom vi er bundet til en enkelt lokalitet igennem det meste af filmen, så går der ikke længe, inden det viser sig, at der er en klassisk skurk, der lurer i manegen. Herefter forlader filmen gradvist virkeligheden til fordel for at skabe et meget iscenesat drama, og fortælle en meget tydelig morale.

Clooney gør det dog godt, som både et røvhul og en sympatisk fyr, der bare lever et tankeløst og naivt liv, hvor han følger de kapitalistiske retningslinjer. Det havde selvfølgelig været mere hårdtslående, hvis han ikke blev fuldstændig frikendt for ethvert ansvar, men moralen og det vilde show filmen tilbyder er nok til at skabe et kompetent om end forglemmeligt drama.