Solidt filmhåndværk

Den længe ventede opfølger til Kongekabale er endelig landet i biografen, og selvom jeg med det samme godt kan afsløre, at den ikke helt lever op til forgængeren, kan mindre også gøre det.

Man misunder ikke lige frem instruktør Mikkel Serup og co. for at have påtaget sig den opgave, det er, at lave efterfølgeren til filmen, der var med til at starte dansk films kvalitetshimmelflugt de sidste 20 år.

I Mørkeland møder vi endnu engang journalisten Ulrik Torp spillet af Anders W. Berthelsen. Han er stadig den samme gamle graver, der har sans for at skubbe konspirationer ud i lyset, men verden sætter ikke længere pris på en mand med hans evner. Efter længere tids arbejdsløshed, må han nu tage til takke med en midlertidig stilling som praktikant på hans gamle redaktion. Oven i det venter han også på svar fra lægen om den svulst, han kan mærke i kinden, er ondsindet eller ej.

Midt i denne utaknemmelige uvished, begynder han dog at sætte spørgsmålstegn ved en likvidering af en ung mand. Til at starte med bliver den affejet som værende del af en bandekonflikt, men hurtigt viser den sig at trække tråde til en langt større sammensværgelse.

© Anders Nicander

En hyldest af graverjournalisten
Selvom verden er en helt anden, og Ulrik jævnligt bliver hånet af andre karakterer for hans imponerende it-analfabetisme, er plotstrukturen stadig meget den samme. Konspirationerne er stadig storstilede, og det på en måde, hvor man nærmest føler, at man allerede har set det samme tacklet et utal af gange før. Man savner til tider en specificitet i begivenhederne, der gør sammensværgelsen særlig dansk. Hvis ikke den alstedsnærværende højrefløjspolitiker for De Nationale blev ved med at referere til svenske tilstande, kunne plottet lige så godt have udspillet sig i et hvilket som helst andet vestligt land.

Men til trods for, at historien måske er lidt uopfindsom, bliver det stadig krydret med en masse solidt filmhåndværk.

Det er særligt i karakteriseringen af Ulrik Torp, at filmen står stærkest. Fordi, hvordan skal man i det hele taget opklare noget som journalist i en verden, hvor folk kun læser overskrifterne, hvis da overhovedet det. Anders W. Berthelsen er stadig habil i hovedrollen, og selvom det efterhånden er to årtier siden, han sidst spillede rollen, er han stadig en god rejsekammerat. Desværre er han ikke alene.

© Per Arnesen

For hvor Kongekabale blev styrket af samspillet mellem Anders W. Berthelsen og Nicolas Bro, er et solidt makkerpar ærgerligt fraværende. Han får ganske vist undervejs selskab af den unge praktikant Simon og avisens ligeledes unge tekniker Emma, men de er for arketypiske til, at der på noget tidspunkt kan opstå en gnist mellem dem. Den ekstra dimension, hvor man holder med personerne og ikke bare det, de gør, mangler altså.

Der er dog stadig noget grundlæggende dragende ved at følge journalister, som forsøger at afdække en sag, som er meget mere kompliceret, end man skulle tro på overfladen. Og selvom den slaviske rejse med Ulrik og co. ikke er nyskabende, er det godt skruet sammen.

Historien er sammenhængende, og konspirationen er dramatisk, ligesom opklaringsarbejdet er farligt for vores journalister, der ikke helmer, før de har opklaret sagen. Det hele er også både fornemt filmet og klippet, så man aldrig kan klandre filmen for nogen tekniske mangler. Der mangler bare den sidste nerve, den sidste spidsfindighed eller for den sags skyld den kemi mellem ensemblet, der kunne have gjort Mørkeland til mere end en velproduceret, men sædvanlig spændingsfilm.