Nu hvor vi er nået halvvejs på Københavns årlige filmfestival, CPH PIX, er det vel på sin plads at gøre rede for, hvad jeg har rendt rundt og lavet i min hjemby.
Som den garvede læser nok har lagt mærke til, så er der ikke blevet udgivet mere end en håndfuld anmeldelser fra festivalen, men det skyldes først og fremmest, at jeg lige har skulle taget festivalen ind. Det er besynderligt at vandre rundt til steder man kender så inderligt, og så er de pludselig for et stund forvandlet til central for film fra hele verden.
Det er steder som Grand Teatret, hvor Mads Mikkelsen, der nu er blevet en legitim verdensstjerne, dukkede op for at promovere sin lille nye film Doctor Strange. Her blev man mindet om, at han er kendt i hele verden, eftersom en skræmmende intens gruppe fans, kaldet Fannibals, åbenbart forfølger ham over alt, grundet hans rolle som Hannibal Lecter i tv-serien Hannibal. Uagtet, hvad man synes om fans af denne kaliber, er det vel hvad man efterhånden kan forvente i en globaliseret verden.
Det mest interessante fra Mikkelsens samtale med Christian Monggaard var dog, at han stadig rummer en overraskende selvironi. Han var på intet tidspunkt bleg for at gøre grin af sig selv, eller bange for at påpege nogle af hans faldgrupper, som eksempelvis hans diktion, der til tider kan være uforståelig for ham selv – og det er altid rart at se en skuespiller med jordforbindelse, selvom man er blevet til en stor kanon.
Man kan altid se film, når det passer en, men arrangementer som dette, er det, der giver festivaler over hele verden et eksistensgrundlag. Der er noget helt unikt over at få et lille kig ind i maskinrummet, når filmskabere løfter en smule af sløret for deres arbejdsvilkår. Noget bedre eksempel på dette kan nok ikke findes end foredragene Courage and Co-Production og Surviving Low-Budget.
Her viste PIX ikke bare den bredte, der eksisterer på filmfestivalen, da man i løbet af de sammenlagt tre en halv timer var så langt væk fra Hollywood og Marvel som muligt, men også, at selvom der er et utal af film, der får premiere obskure steder i verden, så har der aldrig været trangere krav for filmskabere end i dag. De mange nye muligheder, der eksisterer som følge af den teknologiske udviklinger giver ikke nødvendigvis mere frihed, men bliver i stedet til en nødvendighed, hvis man eksempelvis vil finansiere sit næste projekt, eller komme uden for landets grænser.
Hvis vi så her til sidst skal vende os til det lidt mere positive og enkle, så har jeg trods alt fået set og anmeldt en håndfuld film her i den første uge. Her er der tale om den historiske tragedie, 37, det danske magiske realistiske drama Forældre, familiedramaet Afskåret og den absurde og gakkede Swiss Army Man.
Alle filmene overraskede mig positivt i forskellig grad – og alle anmeldelserne kan læses på siden – så jeg håber, at nu når vi træder ind i den sidste del af festivalen, hvor der for alvor står film på programmet, at mit meget beskedne udsnit af programmet er ligeså godt.
