Det er sådan independent film skal være.

I Mississippi Grind følger vi gambleren Gerry (Ben Mendelsohn), der ikke har heldet med sig i nogen aspekter af sit liv. Han er ved at drukne i gæld og keder sig ihjel på arbejdet, lige ind til han møder den karismatiske Curtis (Ryan Reynolds). Efter at have mødt Curtis er det som om heldet vender for Gerry, og så begynder de ellers en rejse, ned langs sydstaterne, i håbet om at vinde det de begge har tabt.

Båret af skuespillerne.
Det er en film, der i bedste Easy Rider stil, handler om to mennesker, der ikke passer ind i det normale samfund, og som på en absurd rejse prøver at finde sig selv.

Ryan Reynolds gør det som sædvanlig godt. Denne gang spiller han noget ud af sin komfortzone, som en mand, der slet ikke kan lade være med at gamble. Curtis gambler imidlertid ikke med penge, men med mennesker. Han er en fortabt, men charmerende sjæl, der udnytter denne charme til at gå, hvor hjertet vil, men som aldrig finder ro eller sig selv for den sags skyld.

Det er en noget todimensionel karakterer, der alligevel lykkes for Reynolds at skabe en dybde, imellem charmeoffensiven og de selvdestruktive øjeblikke. For tro det eller ej, så er Reynolds slet ikke hovedpersonen, og han bliver da også overtrumfet af Ben Mendelsohn.

Mendelsohn spiller den klassiske gambler. Han er utilregnelig og på ingen måde til at stole på. Hvis man er uopmærksom et øjeblik i hans tilstedeværelse, kan det være, at ens pung pludselig er forsvundet. Vi kommer dog til at forstå hans skavanker, og forklaringen er næsten for realistisk og ubarmhjertig efter min smag.

En af mange i genren.
Disse to præstationer og samspillet mellem de to skuespillere er det, der bærer filmen. For selvom filmen æstetisk og i fortælletempo føles som at rejse 40 år tilbage i tiden, så er det ikke i det visuelle at fokus er lagt. Stilen med de brogede billeder og de uskønne beskæringerne, er gennemført, men det udstiller også filmens største svaghed – vi har set det hele før.

Mississippi Grind er en klassisk indiefilm, fristes man næsten til at sige. Dramaet er i det små, og filmen følger en håndfuld meget udvalgte karakterer, der lever meget i deres egen osteklokke. Det gør dog ikke så meget for samspillet mellem vores to hovedkarakterer er nok til, at man kan se bort fra filmens andre mangler.

Hvad angår filmens bonus features, så kan man finde interviews med skuespilerne, instruktørerne og en kort dokumentar om produktionen. Der er dog en stor genbrug af materialet i de forskellige featurettes, fordi det er tydeligt, at de ikke har tænkt bonus materialet ind fra starten. Samlet set giver det dog stadig en tilfredsstillende indsigt i processen bag kameraet, og tankerne hos det unge instruktørpar.