Virkeligheden overgår fantasien
I dokumentaren Miraklet i Gullspång bliver udtrykket ”stranger than fiction” virkelig sat på en prøve. Det hele starter med, at instruktør Maria Fredriksson har opsporet de to ældre og religiøse norske søstre, Kari og May, der leder efter et sted, at bo sammen i deres ældre år. På deres jagt, og angiveligt som følge af et tegn fra Gud, ender de i en lejlighed i den svenske by Gullspång. Mere mystisk bliver det dog, da de ankommer til ejendomsmæglerens kontor, for lejlighedens ejer ligner til forveksling deres afdøde søster, som døde for 30 år siden.
Det lyder måske som starten på en eventyrlig genforening, men udvikler sig hurtigt til et drama fuld af løgne, hemmeligheder, overtro og absurde hændelser, man ville anse for dybt utroværdige, hvis ikke det var fordi, at det faktisk er blevet dokumenteret og sket i virkeligheden.
Instruktør Maria Fredriksson, er lykkedes med at komme helt tæt på de tre kvinder, og skabe et fascinerende portræt, hvor vi som seere virkelig lærer dem at kende, deres livshistorier, selvopfattelse og motiver – som ikke altid er i overensstemmelse med hinanden. For at gøre det endnu mere forvirrende, deltager Frederiksson ofte aktivt i scenerne, hvor man kan høre hendes stemme dirigere scenerne bag kameraet. Så man er som tilskuer aldrig helt sikker på, hvad der sandt, og hvad der er falsk og iscenesat.
Udover de absurde sekvenser og Frederikssons iver efter at udfordre dokumentargenrens grænser, er det også en meget fængende fortælling om tre søstre, der er vidt forskellige, og når man ikke har den stærke familierelation fra barnsben, er det ikke altid lige let at holde hinanden ud, når man ikke har noget til fælles – særligt når det senere viser sig, at den ene af dem også har et meget lemfældigt forhold til sandheden.
Miraklet i Gullspång starter måske med at handle om genforeningen mellem nogle søstre, der er blevet svigtet af deres familier og samfundet, men ender med at være en sindssyg underholdende og tankevækkende oplevelse, hvor man som seer bliver forholdt nogle helt uventede emner som tro, bedrageri og selve dokumentargenrens pålidelighed. Det er virkelig en usædvanlige oplevelse på mange måde, og jeg tror ikke, at nogen kan forudse, hvordan historien kommer til at udvikle sig, og det er ellers ikke noget man ofte kan sige om dokumentargenren.
