Et begavet opgør med vores fordomme om nærvær.

Den tyske film Toni Erdmann var én af storfavoritterne ved dette års Cannes-festival. Den vandt dog, imod al forventning, ikke De Gyldne Palmer. Til gengæld blev den kåret som festivalens bedste film af sammenslutningen for internationale filmkritikere, Fripesci. Den er blevet beskrevet som hylende morsom og dybt rørende. Jeg synes bestemt ikke, at Toni Erdmann var en humoristisk film. Tværtimod. Men at den var en stor filmoplevelse, er der ingen tvivl om.

Filmens udgangspunkt er den snart pensionerede, Winifried. Han er musiklærer på den lokale skole i provins-Tyskland, og han lever et stilfærdigt liv med sin hund. Humor og practical jokes spiller en stor rolle i Winifrieds liv. Han er yderst begejstret for pruttepuder, parykker og falske tænder; han tager ikke livet så alvorligt. Det gør hans datter, Ines, dog. Hun arbejder hos et konsulentfirma i Bukarest, og arbejder dag og nat. Hun er hjemme på et kort visit, da det er hendes fødselsdag, men hun virker distanceret og stresset; stram i betrækket iført pantsuits og sammentrukne læber.

Winifrieds hund dør. I et desperat forsøg på at bearbejde sorgen, dukker han uanmeldt op hos Ines i Bukarest. Hun har ikke tid til at se sin far, da hun er ved at forberede en stor præsentation for en kunde. Winifrieds tilstedeværelse er ubelejlig og akavet, og Ines er irriteret og pinlig berørt over hans afslappede og vittige facon. Hele Winifrieds ophold i Bukarest er en fiasko, og efter en uge tager han tilbage til Tyskland. Han er bekymret for sin datter, hun virker ensom og ulykkelig.

Nogle dage senere laver Toni Erdmann sin entre i Ines’ liv – Winifrieds alterego iført sort paryk og falskt gebis. Han er opstået som et desperat forsøg på at komme ind under huden på Ines og bringe lidt humor og glæde ind i hendes liv igen. Indledningsvis er Ines mere frustreret over sin far end nogensinde før (hun kan trods alt godt genkende ham), men langsomt kryber Toni Erdmann ind under huden på hende. En forretningsbrunch i slutningen af filmen ender som en bizar nøgenfest.

Humor versus glæde
Humor fylder meget i denne film som tema. Den udfordrer tesen om, at humor og latter nødvendigvis er lig med nærhed og afslappethed, når det handler om familieforhold og andre nære relationer, som det så ofte ellers bliver proklameret i diverse komedier. Netop derfor, ser jeg ikke Toni Erdmann som en komedie. Jeg troede indledningsvis, at dette var et eksempel på en film om en skæg og upassende far, der kom og reddede dagen og fik alle til at grine og tage livet med et gran salt. Men det er slet ikke det, filmen vil. Den handler i højere grad om to mennesker, der er gledet så langt væk fra hinanden, at den nærhed der engang var, virker umulig at genkalde.

At Toni Erdmann langsomt kryber ind under huden på Ines, er fordi hun lader ham gøre det; ikke for hendes egen skyld, men for Winifrieds. Han tror, han kan være noget for hende, men hun ender med at være noget for ham.

Toni Erdmann har ikke en stram opbygning, hvor alle scener er nødvendige for at drive historien fremad. Det er en film, der bevæger sig langsomt frem, men på sin vis er alle scener nødvendige for at afføde den reaktion i tilskueren, som den gør. To en halv time er akkurat lige nok til, at vi kommer ind under huden på både Winifried og Ines. Havde filmen været kortere og mere stram i strukturen havde Ines stået tilbage som en kliché på den moderne kvinde, der prøver at lave karriere i en mandeverden. I stedet bliver hun en mangfoldig karakter, og man fornemmer den ulmende depression, der ligger under overfladen. Peter Simonichek, der spiller Winifried og Sanda Hüller, der spiller Ines, er begge imminente i deres roller. De spiller begge usynligt og nærværende og overraskende usentimentalt.

Spørgsmål om kærlighed og hvad det vil sige at være lykkelig er temaer, der konstant cirkulerer i denne film, men de forbliver i det usagte. Selv i filmens afslutning, da Winifried bliver konfronteret med meningen med livet, giver han et kluntet svar, der ikke rigtigt siger noget om noget som helst. Filmen propper ikke moraler i halsen på dig. Den prøver ikke at give et svar på, hvad det vil sige at være lykkelig eller at være lykkedes. Den efterlader dig blot med en bittersød følelse, der er en tur i biografen så evigt værdig.