Et tilgivende mareridt
Teater der gør godt og ondt på samme tid
De fortællende stemmer i højtalerne er rolige, pædagogiske og præcise ligesom dubbet børnefjernsyn var, da jeg var barn. Det, blandet sammen med bjørne og krokodillemasker, giver i begyndelsen en følelse af tryghed og nostalgi. Men ordet tryghed er nok i virkeligheden det eneste ord, der ikke kan bruges til at beskrive forestillingen, Min far kan flyve.
Instruktør Nina Kareis bruger objekt-animationsteater til at fortælle den meget personlige historie, om en barndom med en far, der har en bipolar lidelse. Dengang hed det at være maniodepressivt, men lige meget hvad man kaldte det, blev der ikke talt om den slags, og netop af den grund må barnet navigere rundt i en verden af hemmeligheder, uforudsigelighed og altid være det overbærende menneske, der i en konstant undtagelsestilstand skal opfinde sit eget kompas.
Jo dybere vi går ned i opsætningens insisterende, magiske og sanselige fortællestil, jo mere oplever vi behovet for at manipulere mareridtet om, til en ufarlig og opløftende drøm.
Det er i al sin enkelthed hjerteskærende.
Drømmende, men aldrig dømmende
Min Far kan flyve er en personlige fortælling, men den er langt fra unik. Desværre.
Men forestillingen gør det muligt at opleve og tale om vanviddet uden bebrejdelse, og det er en smuk oplevelse, der efterlader sit publikum underligt opløftet af håb, men samtidigt tynget af afmagten.
De mange masker og minimalistiske opsatte scener er som et barns fiktive fotoalbum, hvis det var muligt at tage billeder af det, vi husker, som vi husker det, i stedet for virkelighedens mere firkantede tilgang til det aftryk et menneske efterlader.
Det konstante brud på den fjerde væg, og den direkte henvendelse gør det tydeligt, at vi ser disse hukommelsesbilleder gennem barnets point of view, og selvom det hele er pænt pakket ind i ufarlige og afvæbnende virkemidler, er der ingen tvivl om det gigantiske og gentagende svigt, der ikke kan andet end at efterlade lange skygger, lige meget hvor meget lys man tænder.
Gid den længe leve må
Min far kan flyve kan og bør ses af alle. Forestillingens 60 minutter er et oplæg til uvurderlig vidensdeling. Du kan opleve opsætningen frem til den 25. november på Bådteatret, og jeg håber inderligt, at Livingstones Kabinet efterfølgende får mulighed for at turnere landet rundt.
MIN FAR KAN FLYVE spiller fra 07. november til 25. november 2023. På Bådteatret.
Varigheden er ca. 1 time og 5 minutter uden pause.
Medvirkende: Amia Miang, Bo Carlsson, Troels Kortegaard Ullerup og Pete Livingstone. Iscenesættelse: Nina Kareis. Komponist: Pete Livingstone. Scenograf: Johan Kølkjær. Scenografi ass.: Olivia Sahl. Lysdesign: Martin Danielsen. Lyddesign: Jacobe Suissa. Kostumier: Clara Bisgaard. Krokodillemaskemager: Julie Forchhammer. Bygger: Sven Buse. Producent: Anny Neel Dirchsen. Produktionsleder: Luna Brøndal. Afvikler: Magnus Hjortslund. PR & Markedsføring: Art Attack Aps. Grafik: Helle Riis Jensen. Foto & Trailer: Henrik Ohsten.
