Mere end et kammerspil
Min evige sommer ligner måske et fornemt lille kammerspil om det at blive voksen, men viser sig hurtigt at være mere end det.
Fortalt fra teenagedatteren Fannys perspektiv, følger vi en lille familie på tre, der tilbringer det, der meget vel kan være deres sidste sommer sammen. Moren er alvorligt kræftsyg, og selvom alle forsøger at få det bedste ud af situationen, hænger den snarlige død som en sky over alt, hvad de foretager sig.
Med sådan en præmis lyder det unægtelig som et kammerspil, hvor tre skuespillere blev lukket inde i et hus, og skal spille det bedste de har lært. Det er dog ikke tilfældet. I stedet dukker der masser af mennesker op undervejs, der virkelig sætter familiens mål om at få det bedste ud af tilværelse på spidsen, og tvinger Fanny til at konfrontere sit forvirrede følelsesliv.
Fra barn til voksen
Nu hvor filmen er fortalt fra Fannys perspektiv, ender meget med at cirkle om overgangen fra barn til voksen, og de modstridende følelser, der kommer op til overfladen, når man gerne vil være mere selvstændig, men også stadig søger en forbindelse til sine forældre. Dette bliver ikke mindst besværliggjort af, at hun har det svært med sin far, der i modsætning til Fanny er mere akademisk anlagt, og derfor meget let kan komme til at lyde bebrejdende, når han fx udtaler, at efterskolen er en fornem dansk tradition.
De mange karakterer og underfortalte sidehistorier skal alle bæres af Kaya Toft Loholt som Fanny. Det slipper hun godt fra, da hun på alle måder fremstår som en troværdig teenagepige, der let kan fremstå urimelig og humørsyg, hvis ikke man giver sig tid til at forstå hende. Nogle gange virkede det som om, at det var min egen søster, jeg så på skærmen. Så autentisk er hendes præstation.
Til gengæld falder filmen lidt igennem, når det kommer til resten af ensemblet. Deres roller er alle noget mere karikeret og teatralske, hvilket gør, at man aldrig rigtig føler det samme nærvær til dem, selvom dramaet er bygget op om gnidningerne særligt mellem far og datter. Om det er et symptom på historiens perspektiv, skal jeg ikke kunne sige, men det er ærgerligt, at alle andre er så endimensionelle, når de ikke behøver være det.
Mine evige sommer er næsten en fremragende lille film om den svære tid mellem barn og voksen. Med en dramatisk plotramme, bliver der sat skub i det, der ellers meget let kunne have været en klassisk coming-of-age historie, hvor en stemningsfyldt sommer ændrede alt. Båret af en stærk præstation fra Kaya Toft Loholt, er alle ingredienserne til stede, så filmen kunne være fremragende. Desværre snubler den lidt, når det kommer til resten af ensemblet. Derfor står man tilbage med en historie, der har meget på hjerte, men ikke helt lykkes med at eksekvere den til fulde.
