En original action som er helt ordinær

I Mile 22 følger vi en hemmelige eliteenhed i den amerikanske efterretningstjeneste, der bliver anført af James Silva (Mark Wahlberg). De tager sig af de opgaver som diplomatiet og militæret ikke magter, og i netop dette tilfælde betyder det, at de får til opgave at eskortere en indonesisk politibetjent ud af hans hjemland, da han ved, hvor en række masseødelæggelsesvåben befinder sig. Helt nøjagtigt skal de transportere ham 22 miles, og så behøver man næsten ikke at forklare mere.

Overklippet
Noget af det allerførste man lægger mærke til i filmen er, at klippearbejdet måske er lidt for posttraumatisk til de flestes smag. Det hele er lidt for over-the-top. Der er ikke et sekunds pause fra filmen går i gang, og der klippes konstant mellem tilsyneladende tilfældelige kameraindstillinger, der hver især maksimalt varer et par sekunder.

Det er også en film med den højeste aldersgrænse i Danmark, og mere end noget andet, så får man indtrykket, at når nu filmen er ucensureret, så skal den virkelig være ucensureret – uanset om det gavner historien eller ej. Der bliver hverken sparet på blodposerne eller volden, for det er virkelig brutalt og overdrevet, og der bliver bandet så meget, at der endda er en scene dedikeret til, at den kvindelige hovedkarakter opremser alle de bandeord hun kan i én lang monolog.

Hvad man kunne forvente
Man kan dog ikke som filmkritiker tillade sig at være alt for overrasket over disse mangler. Det er trods alt det fjerde samarbejde mellem Wahlberg og Berg, og ingen af deres forrige produktioner har været synderligt sindsoprivende. Det mærkværdige ved det hele i forlængelse af dette, at når nu filmen for engangsskyld ikke er baseret på et tidligere værk, eller handler om superhelte, at der så stadig ikke er særlig meget originalitet eller sammenhæng i begivenhederne.

Historien er, ligesom titlen, meget lige til. Faktisk, er det hele så enkelt, at det hele leder op til et twist, der ikke giver nogen mening, og underminerer de få positive momenter. Den eneste grund til, at noget som helst lykkes for skurkene er, at denne elitenhed, er rystende dårlige til deres arbejde.

Wahlberg spiller den vrede leder af teamet, men minder mere om sin karakter fra “Pain and Gain”, end fra “The Departed” – hvilket ikke skal forstås som en ros. Han er mere irriterende, end særegen. Lauren Cohan har fået en pause fra dræbe zombier i “The Walking Dead”, som den kvindelige hovedrolle og protegé i filmen her, men selvom hun er den karakter, der minder mest om et virkeligt menneske, så spiller hendes forhistorie i sidste end ikke nogen rolle for plottet.

Få lyspunkter
Actionsekvenserne med Iko Uwais, kendt fra The Raid, er det eneste visuelle højdepunkt, selvom de som resten af filmen også er alt for overklippet til, at man kan nyde det akrobatiske arbejde, der bliver lagt i slåskampene.

Mile 22 er en halv film. Det er en ‘original’ film, som ikke tager udgangspunkt i computergenerede effekter, men i stedet in-camera velkoreograferet action, og er plot, der er det perfekt fundament for en solid actionfilm. Desværre, så er selve manuskriptet, så rystende usammenhængende og ringe, for slet ikke at tale om den uhyre utilfredsstillende slutning, der er mere interesseret i at lægge op til en toer, end at fortælle en god afrundet fortælling, at det er næsten umuligt at hive en god oplevelse ud af filmen. Der er unægtelig noget håndværk gemt bag det ringe klippearbejde, så jeg har meget svært ved at se en efterfølger dukker op ude i fremtiden.