Mike and Dave Need Wedding Dates

Kategori Biografen af - september 01, 2016
Mike and Dave Need Wedding Dates

En sjov præmis, der ender som en rædselsfuld komedie.

2stars

Efter at have været skyld i samtlige familiefesters kiksede eller direkte farlige afslutninger, bliver de to ungkarle sat på plads af deres mor, far og lillesøster. En intervention afholdes for lillesøster skal giftes, og ingen ønsker, at hendes bryllup skal ende i en tragedie.

Familiens krav til de to brødre, Mike og Dave er, at de skal finde sig to artige piger – som kan holde dem i ørerne under brylluppet, og således redde brylluppet.

For at støtte deres lillesøster beslutter Mike og Dave sig for at finde to pæne piger via en annonce på Craigslist. Hvad de to brødre ikke havde regnet med er den enorme efterspørgsel fra alskinds singlepiger i byen.

Men de to brødre finder først de helt rette piger, da de en aften, på vej hjem fra byen, redder en ung kvindes liv. Der går dog et stykke tid inden de opdager, at kvinderne er endnu mere håbløse end dem, men på det tidspunkt er det for sent, for da er bryllupsforberedelserne allerede godt i gang.

Øv for en skuffelse.
Efter at have set denne film må jeg indrømme, at alt hvad Mike og Dave virkelig har brug for er en bedre instruktør, som lader skuespillerne gøre deres arbejde, uden at overspille og udpine hver scene fuldstændigt. En komedie er først rigtig sjov, når den tør være underspillet og lækker i sit udtryk, og det kan man bestemt ikke sige om denne her. Filmen virker både plat, overspillet, dårlig instrueret og alle jokes trækkes ud til der ikke er en dråbe humor tilbage, hvilket er virkelig ærgerligt, for den kunne da sagtens – bevar mig vel – være endnu en rimelig sjov amerikansk komedie, men i stedet er den bare dårlig.

Alle skuespillerne overspiller deres roller helt enormt, at selv Anna Kendrick bliver hæslig at se på, grundet hendes skuespil. Selvom jeg ikke havde forventet meget af denne film, så havde jeg i det mindste troet, at Kendrick kunne levere et nogenlunde niveau af skuespil, men det var bestemt ikke sagen i denne film.

Det bliver derfor også til sølle to stjerner, og den ene går helt sikkert til Zac Efron, som gør filmen en smule værd at se, og det er ikke på grund af hans præstation på lærredet.

Alt i alt en film som skuffer selvom man ingen forventninger har til den. Historien havde skrevet sig selv, skuespillerne er nogenlunde talentfulde i denne genre, men alligevel ender filmen med at være så ringe, at jeg bare må ærgre mig på vejene af alle de involverede.

  • Release Date: 9/1/
Jeg har ikke umiddelbart en baggrund indenfor film, men har altid elsket at se film og leve mig ind i verdener, som ikke er mine egne. Især elsker jeg film, som skildrer skæve eksistenser, sort humor, dystre landskaber og politiske undertoner.
Kommentarer er lukket.