Et alt for romantisk og patriotisk tilbageblik til 2. Verdenskrig

2. Verdenskrig har sat Europa i lys lue og Hitler brager mod sine fjender. Årstallet er 1942 og USA har hidtil haft en tilbagetrukket rolle i krigen. Men pludselig angribes Pearl Harbor af japanske bombefly. Det bliver startskuddet til USA og Japans fejde som slutter 2. Verdenskrig ved nedkastningen af atombomber over Hiroshima og Nagasaki – men vi skal lige et par trin tilbage først.

Inden da skal et søslag afgøre, hvem der har overhånden. Det er her, vi skal følge de amerikanske tropper som til søs og i skyerne bekæmpede japanerne ved Midway Øerne.

I en regn af bomber følger vi vores helte i tykt og tyndt. Og her skal helte helst understreges eller fremhæves med fed – for essensen af denne film er i bund og grund at vise, hvor seje de unge soldater var. Meget passende med en premiere lige op til ”Veterans Day” i USA. Ret kedeligt for os andre.

Eksklusivt til amerikanere
Midway kunne have været en spændende og nervepirrende krigsfilm som så mange andre gode film om 2. Verdenskrig. Den er flot, historien er allerede skrevet og resten burde sige sig selv, men sådan er det bare ikke. Midway er kedelig, forvirrende og ikke specielt fængende på trods af flotte flyvefrekvenser.

Desværre ødelægger den amerikanske følelsesporno-vibe hele filmen. Alle dialoger (og monologer) bliver leveret med en alt for hæs og dyb mandestemme, skulende blikke mod kameraet og dramatisk musik til at toppe det hele af. Seeren skal virkelig ikke være i tvivl om, at det her er alvor, kritisk og meget heltemodigt. Jeg tror mange amerikanere vil elske filmen, men for mig bliver det dødsstødet.

Intet virkede virkeligt eller menneskeligt. Ikke engang når man ser de unge mænd dø, får man en klump i halsen. Ingen af skuespillerne formår at vise, hvad der virkelig er på spil. Det er som om, at det simpelthen er for fjernt fra deres virkelighed. Eller blot for dårligt instrueret.

Flot, men aldrig rørende
Når alt det er sagt – og det er det nu – så må jeg selvfølgelig også holde for øje, hvem instruktøren er. Når man har The Day After Tomorrow og Independence Day på CV’et, så kan man selvfølgelig heller ikke forvente andet end storslået følelsesporno ledsaget af dårligt skuespil.

Til gengæld er man sikret flotte og virkelighedstro katastrofesekvenser. Det kan jo også noget!

Midway er en fin film, når man ikke orker noget der rigtig river i tårekanalerne, sætter tanker i gang eller på anden måde provokerer. Her kan man læne sig tilbage og nyde de storslåede kampscener og utroligt flotte amerikanske tropper. Nok vandt USA krigen, men af mig får filmen her altså kun 2 stjerner. De går til de flotte mænd i army-cut og fine kampscener.