Årets mest sentimentale film

I Midnight Sun følger vi den 17-årige Katie (Bella Thorne), der lider af en sjælden sygdom, som gør at hun ikke kan tåle sollys. Hele hendes liv har hun boet hjemme med hendes meget kærlige og beskyttende far, og selvom hun ikke haft det virkelig dårligt, så går hun stadig og drømmer om et liv, der ikke kun foregår om natten. Det får hun, da hun støder ind i drengen Charlie (Patrick Schwarzenegger), og det er kærlighed ved første blik. Charlie kender dog intet til hendes sygdom, så spørgsmålet bliver hurtigt om deres kærlighed kan bære det.

Uautentisk, men godt struktureret
Som du nok allerede nu kan forestille dig, så placerer filmen sig meget klart i forlængelse af alle de andre romantiske dramaer, der er blevet produceret i USA gennem årene. Tankerne leder særligt en mod En flænge i himlen, der for et par år siden var en bragende succes. En sådan succes bliver Midnight Sun dog nok ikke.

Alt er simpelthen for pænt, nydeligt og jeg tror ikke at de fleste kan identificere sig med en ensom og kikset, men sexet og talentfuld rødhåret pige som Bella Thorne. Hende og Patrick Schwarzenegger er et flot par, og selvom Schwarzenegger jr. er en bedre skuespiller end hans far, så fremstår de aldrig som en troværdigt par.

Man kan dog i glimt se fundamentet til en bedre film. Fortællingen er fantastisk struktureret, og der er et pay-off til hvert eneste setup, både positivt og negativt. Manuskriptforfatterne er også godt klar over, at dette ikke er det første romantiske drama nogensinde, så de bryder med enkelte konventioner undervejs, der på et tidspunkt skubber historien i en uventet retning, inden filmen dog hurtigt vender tilbage til de trygge klichéer.

Midnight Sun er vel nok årets mest sentimentale film. Der bliver skruet på alle knapperne og alle de filmiske virkemidler i værktøjskassen bliver smidt op på skærmen i et meget ihærdigt forsøg på at få en til at græde – men det lykkes bare aldrig rigtig. Jeg vil dog give Scott Speer, at han trods alt ikke holder sig tilbage fra lade historien gå sin (næsten) naturlige gang, i et forsøg på at skjule, at filmen inderst inde er et ærkeklassisk romantisk drama. Det bedste jeg kan skrive om filmen er, at den viser glimt af noget større, men som helhed er den gennemført middelmådig, og vil nok ikke virke tiltalende for nogen andre dens meget snævre målgruppe.