Et blik ind i et teenage-liv

At Jonah Hill ikke kun beskæftiger sig med komedier, har han slået fast flere gange, og nu cementerer han sit talent inden for dramagenren, med sin manuskript- og instruktørdebuten ’Mid90s’, som er en slags blanding af Richard Linklaters Coming-of-age film (’Dazed and Confused’, ’Boyhood’ og ’ Everybody Wants Some!!’) og Larry Clark og Harmony Korines grumme ungdomsfilm ’Kids’ fra 1995.

I filmen følger vi 13-årige Stevie (Sunny Suljic), som bor i L.A. med sin mor (Katherine Waterston) og 18-årige storebror (Lucas Hedges). Dynamikken i hjemmet er tydeligvis ikke fantastisk, for moren er, i perioder, fraværende og storebroren er bitter og voldelig. Stevie begynder at opsøge en gruppe skatere, som alle er et par år ældre end ham, og han bliver hurtigt indlemmet i gruppen. Sammen med sin nye gruppe venner, får Stevie en verden af nye oplevelser, og han begynder at udvikle sig i et miljø, som er præget af fattigdom, fest, stoffer og raceforskelle.

Relaterbare skildringer
’Mid90s’ leverer en fantastisk miljø- og karakterskildring. Jonah Hill har formået at fange, hvad der føles som et ægte billede af livet i teenageårene, hvor meget sker på kort tid, og hvor man – bevidst eller ubevidst – begynder at forme sin fremtid. Filmens teenagemiljø, og de komplekse karakterer, der portrætteres, resulterer i en meget realistisk coming-of-age film, som for mig var meget relaterbar – især med genkendeligheden i hvordan nye eller gamle venskaber opstår og/eller opløses ganske hurtigt i den alder.

Hill har lavet en film, som giver et stille og subtilt fortalt billede af et lille nedslag i et liv – og det er ikke mindst fordi han bliver støttet godt op ad både skuespillet, billedsiden og lydsiden. Alle skuespillerne leverer troværdige præstationer, og i hovedrollen som Stevie har Hill fundet en mulig fremtidig stjerne i Sunny Suljic. Det er desuden imponerende at mange af skuespillerne er amatører, for de spiller med et nærvær som er ganske formidabelt. På billedsiden er alt optaget i 16 mm, hvilket giver et råt, realistisk og tidssvarende (til midt 90’erne) billede, som støtter filmens troværdighed. I forhold til lydsiden leverer Trent Reznor og Atticus Ross endnu en fremragende filmscore, som fremstår emotionel og nærværende, og fremmer formidlingen af filmens stemning.

Mere end en skateboardfilm
Alt i alt har Jonah Hill, i sin debut bag kameraet, skabt en virkelighedsnær Coming-of-age film, som giver et godt billede af hans mange talenter – og personligt vil jeg vente spændt på at se, hvad han kaster sig over næste gang. ’Mid90s’ formår at være en skateboardfilm, hvor det handler om karaktererne og miljøet, langt mere end det bare handler om at stå på skateboard. Hvis man skal anstrenge sig for at være kritisk over for filmen, kan man måske sige at et par ting ender lidt uforløst. Men på den anden side – sådan er det jo også i den virkelige verden.