Efter en længere pause fra det store lærred, der bl.a. har budt på tv-serien Huset, er han igen tilbage med en film, der kan skal kuldegysninger i biografmørket. Det er næsten besynderligt at tænke på, men der er gået hele seks år siden vi sidst talte med Michael Noer (MN) i forbindelse med verdenspremieren på Før frosten.

Denne gang udspiller filmen sig dog i de lidt varmere luftlag på et krydstogtskib med kurs mod Bahamas. Her møder vi Nanna (Trine Dyrholm) og datteren Cille (Flora Ofelia Hofmann Lindahl), der er taget på ferie for at fejre Cilles 18-års fødselsdag. Det lyder som opskriften på en hyggelig og afslappende fest, men sådan går det selvfølgelig ikke. En forbrydelse finder sted, og pludselig bliver det tydeligt for både mor og datter, at det ikke er nogen retssikkerhed, når man befinder sig i internationalt farvand.

Men da vi satte os ned med Michael Noer, var det ikke det juridiske aspekt alene, der fangede hans interesse til at starte med.

”Det startede med, at jeg så en avisartikel om, at man skulle tjekke ens rejseforsikring, hvis man tager på cruise. Det omhandlede mere, hvis de bagage blev væk, men så begyndte jeg at grave lidt,” forklarer Michael Noer og uddyber:

“En ting er, at der ikke er nogen politifolk i internationalt farvand, men jeg kan huske, da jeg var dreng i Esbjerg. Så kom der en olietanker til Esbjerg Havn. Alle var døde undtagen en, og den sag er aldrig blevet opklaret. Der er altid noget mytisk ved, hvad der sker til havs.

Så det tog ikke langtid for mig at regne ud, at det var en spændende setting. Så det handlede mere om, hvilken slags forbrydelse, det skulle være. Det er ikke startet som en fortælling, der skulle spejle en mor-datter konflikt eller et dobbelttraume. Det blev bare meget tydeligt, når vi talte med dem, der turde, at de sværeste sager var, ’he said, she said’. Også fordi, det er sager, de ikke vil have frem, fordi det giver virkelig dårlig presse. Det er så der, det bliver ekstra ulækkert, for det er ikke et retsalsdrama, og jeg er heller ikke journalist, men der er masser evidens for, at [krydstogtskibene] skylder det. Og det var spændende.”

En side af krydstogtsindustrien, som ingen af de involverede heller er interesseret i at sætte spot på. Michael Noer havde dog håbet, at corona kunne give ham muligheden for at gøre brug af et rigtigt krydstogtskib, men sådan skulle det ikke gå.

MN: ”Vi har at gøre med nogen, som under ingen omstændigheder vil lade os filme, hvor det foregår. Det er lidt, fake it til you make it.”

Heldigvis stod det store benspænd ikke i vejen for Noer og co., der fandt en stor færge i Estland, der endte med at være stand-in for det sejlende hotel.

MN: ”Det er blevet lidt en kombination, og det er stor kredit til [produktionsdesigner] Søren Schwartzberg, der også har lavet ‘Margrethe den første’, som [manuskriptforfatter] Jesper Fink også har lavet. Han kunne se visionerne i at tage farverne fra de festskibene til Bahamas. Så fandt vi et skib i samme størrelse, men uden farverne og balkonerne. Det fandt vi i Talin i Estland. Pga. krigen, for det har været en sindssyg periode, med både corona og krig. Men pga. krigen parkerede de deres krydstogtsskib, som er et stort overfartsskib. Så kunne vi bruge [skibet] uden, at det sejlede.

Vi var meget nervøse for, om den begyndte at sejle. Jeg kan ikke anbefale en lokation, der kan sejle.”

Vanskelighederne med at finde et skib var dog ingenting i forhold til de økonomiske vilkår, der langsomt men stadig har indsnævret sig med årene. 25 dage var, hvad de havde til at lave filmen, og selvom det ikke kan ses i slutproduktet, har det konsekvenser, når man de økonomiske rammer er så stramme.

MN: ”Vi havde kun 25 optagedage. Havde vi haft flere penge, kunne vi have udvidet, men det havde ikke ændret ved mor-datter historien. Så, ’ If it ain’t broken, why fix it?’. Vi er nok blevet reddet af pov’et, ved at kunne holde fokus på moderens perspektiv.”

Det er dog stadig en dyd at få lov til at lave en film, og Michael Noer har dog også sørget for at værne om sin proces, hvor man leger sig frem til scene, i stedet for at have det hele planlagt på forhånd. Til gengæld får man heller ikke nogen bedre legekammerat end Trine Dyrholm.

MN: ”[Som instruktør] kan man meget hurtig blive konform i forhold til, hvad man mener virker og ikke virker. Det ser man også på godt og ondt. Så kommer man i klipperummet og bliver klogere. Jo mere vidende man bliver, jo mere læner man sig også op ad de redskaber, der virker, men man skal også turde være lidt legende med det. Og det er det helt unikke ved Trine er, at hun aldrig holder op med at lege. Flora [Ofelia Hofmann Lindahl] er sjovt nok nogle gange en, der skulle mindes om at lege.

Det er selvfølgelig nemmere at improvisere i starten. Når plottet går i gang, bliver det strammere og strammere. Det har Trine, Flora og alle de andre involverede været med på. Fx improviserede Trine reaktionen på, ’She is lucky to have you as a mom.’ Det kunne jeg ikke have skrevet i manuskriptet, men nu er det min yndlingsscene.”

Til slut berørte vores samtale også slutningen af filmen. En slutning, der tør være rumme en vis ambivalens, det dystre emne til trods. Personligt læste jeg meget ind i slutningen, og selvom det måske ikke er hensigten, at lade alt være op til åben fortolkning, er der helt klart stof til eftertanke hos publikum.

MN: ”Vi sad med de overvejelser, og så er det bedre at samle lidt for meget ind til optagelserne, end man får brug for. Så kan man klippe noget ud, men det ville være ærgerligt, hvis jeg kom med min egen konklusion. For min konklusion er mere, at det er en fortælling fra moderens perspektiv. Så vi ved kun, hvad moderen ved.

Så jeg tror, jeg vil lade det være ved det.”

Birthday Girl kan lige nu ses i biografen hele landet over.