En oplevelse, der bliver hængende længe efter rulleteksterne.

Denne italienske Palme d’or nominerede film handler om Margherita, en middel aldrende filminstruktør og mor, der selv prøver at håndtere hendes mors sygdom. Filmen foregår dog ikke ved hospitalssengen, og vi skal ikke tvinges igennem de klassiske melodramatiske scener. I stedet ser vi, hvordan døden efterlader sit aftryk i Margheritas hverdag, i hendes arbejde, men også i hendes privatliv. Det er en meget mere begavet og nuanceret tilgang til sorg, der sagtens kunne være gået galt, men i instruktøren Nanni Morettis hænder bliver det en troværdig og skæbnesvanger fortælling.

Ikke kun regnvejr
Selvom historien om, en middel aldrende kvindes eksistentielle krise i mødet med døden igennem hendes mor, lyder noget gråhåret, så formår filmen at give emnet kulør. Blandt andet igennem det fyrværkeri af morsomme, pinlige og til tider nervepirrende scener med den Italiensk-amerikanske filmstjerne Barry Huggins, spillet af John Turturro, som med hans amerikanske praleri skaber flere grin igennem filmen, og endda tilføjer lidt livlig dans til alle grusomhederne.

Men, når det så er sagt, er mørket heller ikke noget filmen prøver at undgå, og uroen ulmer altid under overfladen. Selvom filmen forbliver alvorlig, evner den stadig at få en til at smile og føle den hjertevarme, der er i Margheritas familie. Døden bliver derfor ikke kvælende for historien og scenerne ikke for melodramatiske. Tværtimod er filmen næsten underspillet til tider, og nogle gange lidt langsom. Men dette tempo giver også filmen god tid til at dvæle ved karakterne som vi får lov til at se udvikle sig.

Meget hjælper det at skuespillerne alle klarer det rigtigt godt, og især vores protagonist og hendes bror fremstår enormt troværdige. John Turturro gør også et stort indtryk på skærmen, og selvom lige netop hans karakter ikke skal se døden i øjnene, får også han lov til at udvikle sig til mere end blot et hurtigt grin.

En stille storm
Filmen er ikke voldsom, men alligevel rørende og den uro Margherita føler ved morens sygdom føler man hele filmen igennem, hvilket gør filmen til en nervepirrende affære. Mia Madre bliver på jorden og alle forhåbninger om en Hollywood afslutning med englekor og ”happy days” som forløsning for den uro som ulmer, bliver ikke til noget. I stedet bliver vi efterladt med en ordinær, men ægte og virkelig, virkelig historie, der bliver hængende hos publikum efter rulleteksterne.