En allegori over Francis Ford Coppolas karriere
Efter megen spekulation og søgen efter en distributør, er Francis Ford Coppolas øjensynligt sidste film endelig landet i de danske biografer. Megalopolis er navnet Coppolas passionsprojekt, og ligesom instruktørens årtier lange karriere, rummer den både meget opløftende og nedslående elementer. Derfor er det også svært at komme med en egentlig præmis.
På et meget grundlæggende niveau handler filmen om Cesar Catilina, spillet af Adam Driver. En kunstner og visioner arkitekt, med drømme om en utopisk fremtid, manifesteret gennem byen Megalopolis, som han er ved at bygge. Alle er dog ikke lige glade for hans flyvske tanker om fremtiden, heriblandt den lokale borgmester Franklyn Cicero, spillet af Giancarlo Espositio, der ikke giver meget for hverken Cesar eller hans idéer. Dette er grundpræmissen for en historie, der desuden også omhandler en generationskamp i en landets største bank, et populistisk opgør med eliten, en kærlighedshistorie, en udspekuleret tv-vært, ved navn Wow Platinum, når ja, og så har Cesar også evnen til at stoppe tiden, men det spiller ikke rigtig nogen rolle i historien.
Alt og intet
Kort sagt, det er noget objektivt rod. Man føler lidt, at man rejser ind i sindet hos Francis Ford Coppola, og det er et forvirrende et af slagsen. Anført af tvivlsomme præstationer og en dialog, der svinger vildt mellem storladne enetaler og intetsigende klichéer, er det svært at blive grebet af noget, før filmen manisk er sprunget videre til den næste halvbagt idé.
Samtidig får man et indtryk af, at Coppola gerne vil efterlade en, ligesom Cesar Catilina med et håb for fremtiden. Filmens hovedplot handler om at skabe et bedre fundament for den næste generation, og slutter også håbefuldt. Og selvom filmen sjældent fungerer i mere end fem minutter ad gangen, må man også kippe med hatten for Adam Driver, der endnu engang er ankeret for en fortælling, der ikke rigtig hænger sammen.
Jeg er godt klar over, at anmeldelsen kan virke lidt rodet, men det er i høj grad udtryk for den film, jeg forsøger at afdække. Og selvom jeg aldrig var i ekstase, forstår og beundrer jeg Francis Ford Coppolas perspektiv. Der er ikke nogen tvivl om, at han med Megalopolis ikke bare har fået afløb for alle de idéer, der har hobet sig op over årene, men også gerne vil komme med sit kryptiske bud på, hvordan man kan fordre et håb for fremtiden. At det hele så bliver rodet sammen med allegorier Romerrigets fald, psykedeliske trip og Shia LaBeouf i en kjole, gør ikke budskabet mere positivt. Det skaber dog en noget utilfredsstillende oplevelse, hvor man har indtryk af, at det mere er et projekt for Coppola selv, end for et publikum udenfor hans fire vægge.
