00’er klassikeren genopstår som en musical
Mean Girls (2004) er den film, jeg uden tvivl har set allermest. Det er en klassiker, der stadig er relevant for mig og indeholder scener og citater, der stadig florerer på de sociale medier. Selv under COVID-19 blev scenen med Regina George, der klistrer sit eget billede ind i The Burn Book et meme på ny. Det kan derfor virke lidt fjollet, at man vælger at lave en genindspilning af en film, der stadig er sprællevende i populærkulturen.
Handlingsforløbet i Mean Girls (2024) er nøjagtigt det samme som i originalen. Den største forskel er, at den er baseret på Broadway-musicalen af samme navn, og derfor indeholder en del (og måske for mange) sange undervejs.
Vi møder Cady Heron, der er flyttet fra Afrika til USA og starter på North Shore High School. Hun bliver hurtigt venner med Janis og Damian, der lærer hende, hvordan hun skal navigere de mange klikke. Men da Cady bliver inviteret over til The Plastics’ frokostbord af selveste skolens queen bee, Regina George, ender Cady som spion for Janis og Damian, ved at indgå i et venskab med The Plastics. Cadys motivation ændrer sig dog, da hun bliver forelsket i Aaron Samuels, Reginas ekskæreste, for da Regina finder ud af det, kysser hun Aaron lige foran næsen på Cady. Fra da af bliver det Cady, Janis og Damians mission at underminere Reginas sociale status.
Overraskende få forandringer 20 år senere
Meget er forandret på 20 år, og der er mange måder man kunne have moderniseret fortællingen på. Fx fylder sociale medier meget mere i dag end de gjorde i 2004, og har nærmest en lige så stor rolle for ens sociale liv som de fysiske relationer. Seksualitet og køn er blevet meget mere kompliceret, og det er ikke længere sjovt at gøre grin af folks seksuelle orientering. Man har også bevæget sig væk fra det klassiske skønhedsideal, hvor kvinden kun er attraktiv, hvis hun er tynd og letpåklædt. Dette er blot nogle af de mest åbenlyse kulturforskelle 20 år senere, og derfor undrer det mig, at man stort set ikke kan se det i filmen.
Man kunne måske have ændret i måderne Cady, Janis og Damian forsøger at sabotere Reginas liv på, men det er stadig de samme overfladiske kneb som i originalen. Kostumerne repræsenterer desværre heller ikke nutidens Y2K Fashion, for tøjstilen i filmen er en replika fra 00’erne. De sociale medier spiller dog en rolle i handlingen, men stadig overraskende lidt. Det er faktisk så lidt, at jeg er overbevist om, at et par referencer til TikTok, Instagram eller BeReal, havde gjort meget for at få filmen til at fremstå mere moderne, men det er ikke tilfældet her.
Længere, men ikke bedre
Noget, der dog er forandret, er lokaliteterne. Der er langt færre kulisser end i originalen. Det har sikkert givet mening på teaterscenen, men i genoversættelsen til film kan man kun ærgre sig over, at fx indkøbscenteret fuld af pudsige sidekarakterer er fuldstændig forsvundet. Mean Girls (2024) foregår på skolen, hos Regina, hos Cady, i Janis’ garage, og så er verden ikke meget større. Kombineret med de mange sange, føles filmen også langtrukken i al sin indskrænkethed.
Mindeværdige karakterer som Shane Oman, Glen Coco og Coach Carr, der gav liv til omgivelserne, får næsten ingen skærmtid eller er blevet skrevet helt ud.
Der bliver også lystigt henvist til originalen gennem et hav af forcererede referencer og genbrug af ikoniske oneliners fra originalen, der fremstår mere kikset og påtaget end komiske. Det til en sådan grad, at jeg desværre må indrømme, at jeg ikke grinede på et eneste tidspunkt, men i stedet krummede tær.
Filmen er gennemført som musical, men selv hvis man er glad for de musikalske indslag, får de aldrig lov til at stå alene, fordi man hele tiden bliver mindet om det, man har set før, og som man faktisk hellere vil gense. De gode musicals bruger sange til at fortælle det, som ikke kan siges med almindelige ord, men flere af sangene udpensler, hvad der var to replikker i originalen, og ender med at være langtrukne, kedelige og på samme niveau som en folkeskolemusical.
Jeg ville sådan ønske, at jeg var begejstret for gensynet med fortællingen om Cady og alle de andre High School elever på det store lærred, men det er svært, når filmens eneste bedrift er nogle sange, der trækker pinen ud. Det får mig desværre til at mene det, når jeg, i bedste Mean Girl-stil, må afslutte med at skrive: ”Stop trying to make Fetch happen! It’s not gonna happen!”
