En ungdomsserie, der slutter for sent

Med ankomsten af Maze Runner: Dødskuren, følger vi for sidste gang drengen Thomas (Dylan O’Brien). Thomas er dog ikke den eneste, der er vendt tilbage, for den ondsindede organisation WCKD hærger stadig, og tyer ingen midler i søgen efter en kur, der forhindrer mennesker i at blive zombier. Derfor beslutter Thomas sig for i følgeskab af de såkaldte ”Gladers”, at drage mod ’Last City’, for at afslutte det hele en gang for alle.

Der er gået hele tre år siden vi sidste gang tilbragte tid i selskab med Thomas og co., hvilket er meget lang tid for en ungdomsserie. Derfor bliver det store spørgsmål, om det har været ventetiden værd?

Mere bombastisk, men ikke mere medrivende
Selvom plottet er blevet en del mere bombastisk, og har bevæget sig langt fra at handle om en gruppe drenge, der forsøger at slippe ud af en drabelig labyrint, til nu at handle om dommedag bestående af zombier, og voldsglade konglomerater, så forbliver fokus taknemmeligt enkelt. Thomas drager afsted for at redde hans ven Minho, der blev tilfangetaget i forrige film. Det er målet i filmen, og ikke at redde hele verden, hvilket er et forfriskende udgangspunkt, selvom det selvfølgelig ikke holder hele vejen.

For selvom den personlige vinkel er en rigtig god idé, så er det næsten umuligt at blive engageret, når man er desinteresseret i hovedkaraktererne. Det er utrolig tragisk, at Dylan O’Brien blev voldsomt skadet under optagelserne, som er årsagen til den forsinkede premiere, og jeg har virkelig ondt af ham, men det ændrer ikke ved, at han på alle måder fremstår uengageret her. Der er ikke skyggen af karisma, indlevelse eller sågar et smil fra hans side. I stedet er han grav alvor hele vejen igennem, og det er svært at tage seriøst når hele setuppet er temmelig fjollet, og når antagonisten i filmen går under navnet WCKD. Kaya Scodelario er som den kvindelige hovedrolle endnu mere intetsigende, ligesom de ”voksne” Barry Pepper og Giancarlo Esposito kører på automatpilot. Kun Will Poulter bidrager med lidt eventyrlyst, da han dukker op halvvejs i filmen.

Filmen store redning kunne have været et virvar af medrivende actionsekvenser, men de ligger hovedsageligt i starten og i slutningen af filmen, og bliver aldrig synderlig mindeværdige. Heldigvis er denne dystopiske verden nogenlunde interessant at se, så lige inden man falder i søvn, bliver man holdt vågen af et nyt panoramabillede.

Med forsinkelsen af filmen fra februar 2017 til nu januar i 2018, så er filmen endt med ikke blot at være konklusionen på en på en dystopisk young-adult serie, men også som en afslutning på hele den dystopiske ungdomsbølge. For skal jeg være fuldstændig ærlig, så er Maze Runner: Dødskuren ikke i sig selv rædselsfuld. Der er masser af action, drama og selvom Dylan O’brien og Kaya Scodelario ikke er jordens mest elskværdige par, så er filmens universet interessant at udforske sammen med dem. Desværre så var der på intet tidspunkt noget, som kunne bekæmpe den konstante kedsomhed, der hele tiden lurede i baggrunden. Alt er set før, og filmen bidrager ikke med nogen nye idéer, der kan retfærdiggøre sin eksistens i 2018. Med andre ord, så fremstår filmen alt for gammel i forhold til det publikum, den henvender sig til.