Årets mest hjerteskærende oplevelse
Det er virkelig to pragtpræstationer, af Adam Driver og Scarlett Johansson – som det separerede ægtepar Charlie og Nicole – der bærer dette drama om en skilsmisse. Til at starte med, ser vi separationen fra Nicoles perspektiv, hvor arketyperne tydeligt bliver tegnet op, men da fokus skifter til Charlie, bliver det pludselig gjort tydeligt, at vi har med to mennesker, der ikke er onde, men som er vokset fra hinanden, og ikke længere kan se ud over deres eget skrøbelige ego.
Meget er sagt og skrevet om Joaquin Phoenix som Jokeren, men i min optik leverer Adam Driver uden tvivl årets bedste mandlige præstation. Han er tilpas underspillet, men 100% autentisk som en mand, der alt for sent opdager, at livet som han kender det er omme. Man tro virkelig på han fuldt ud, og det er en enorm bedrift, når han i bund og grund ”blot” er et almindeligt menneske, hvis menneskelige skavanker har ført ham til denne skillevej.
Filmen hiver også fat i hele skilsmissesystemet, der skaber konflikter og ikke mindst pengeproblemer, som filmen også elegant viser, slet ikke var nødvendige. Det bliver eksempelvis meget hurtigt fremhævet, at de enorme beløb som advokaterne forlanger, allerede inden de første forhandlinger har drænet sønnens collegefond – selvom deres store ankepunkt er deres barn.
Små irritationsmomenter
Det eneste, der hev mig ud af filmen, var den underligt romantiserede udgave af filmindustrien. Hvor man tror på, at Drivers karakter er en kunstnertype, der ikke passer til Broadway, men hører til på den lille scene, skal vi til gengæld tro, at Nicole i løbet af optagelserne på en TV-pilot, får overtalt producerne til at lade hende både blive en del af forfatterlokalet, men også instruere i løbet af den første sæson, vel at mærke, selvom hun ikke har været i LA i 10 år, er de lidt for urealistisk. Sådan noget kan bare ikke ske, pga. de meget skrappe fagforeninger, og slutningen på dette sideplot, er som taget ud af en sæbeopera.
Den eneste grund til, at så lille irritationsmoment springer i øjnene er, at resten af filmen virker så meget nede på jorden, og det interpersonelle drama fremstår til tider næsten alt for virkeligt, og så er noget som det her bare et uheldigt fejltrin. Heldigvis er filmen så fantastisk en oplevelse, at selv sådan en trælsom person som mig, ikke fik helhedsoplevelsen ødelagt.
Marriage Story er den mest intense filmoplevelse, jeg har haft i 2019. Man behøver hverken være gift eller have været skilt, for at føle med Charlie og Nicole. Dramaet hårdt at sidde igennem, og jeg sad med hjertet i halsen lige fra første scene. Der findes heller ikke nogen mere katarsisoplevelse, end et drama mellem to mennesker, der virkelig føles som rigtige mennesker. Det ville være synd at spoile mere, for du skal bare se filmen, hvis ikke i biografen henover den næste uge, så i hvert fald på Netflix, når den udkommer d. 13. december
