Som at se en ubehagelig dokumentar.

Markedets lov er den ikke videre mundrette danske titel på Stéphanes Brizés’ La loi du Marché, der på engelsk har fået navnet Measure of a Man, som synes at være en mere passende titel til denne film.

Markedets lov er et hyper-socialrealistisk drama, der omhandler den midaldrende Thierry (Vincent Lindon). Han har tidligere været fabriksarbejder, men er blevet fyret, og gennemgår derfor den franske pendant til det danske dagpengessystems rædsler. Her igennem har han gennemgået et kursus for at blive kranfører – dog til sin store fortrydelse, da socialkontoret efterfølgende lader ham vide, at han ikke rigtigt kan bruge kurset til noget alligevel. Systemet er til grin, og ligeledes bliver han.

Han gennemgår tilmed diverse kurser, der skal hjælpe ham til fremtidige jobsamtaler, der viser sig at være komplet og total ydmygelse. Men han er desperat, han er på spanden, og han vil gøre alt for, at hans kone og handikappede søn kan beholde deres lejlighed, som de har arbejdet så hårdt for.

Thierrys held vender dog, da han en dag får et job i et stormagasin som sikkerhedsvagt, der skal overvåge centrets kunder (og ansatte) for butikstyveri. Spørgsmålet er imidlertid, om han for enhver pris vil bibeholde rollen som familiens forsørger.

Realisme, så det gør ondt i maven.
Da jeg netop havde set Markedets Lovs sidste minutter, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle synes om den. Jeg sad med en følelse af tomhed. Ikke tomhed fordi filmen ikke ville mig noget, men tomhed fordi den efterlod mig decideret deprimeret. Måske hjalp det heller ikke, at jeg så filmen på en grå, grå søndag eftermiddag. Filmen er ikke en følelsesmæssig rutsjetur. Den tøffer nærmere (meget) langsomt afsted, før du med sikkerhed ankommer til en destination af dårligt humør.

For ja, denne film har et utroligt langsomt tempo. Man når næppe at kede sig, for filmen er ikke engang halvanden time lang. Men den tager den lige til grænsen. Stilen for filmen er så helt igennem realistisk, at alle samtaler i filmen bliver taget ud til et niveau, hvor de fleste andre instruktører ville have stoppet for længst. Men i den virkelige verden stopper samtaler ikke, fordi de bliver kedelige. Og det gør de heller ikke i Markedets Lov.

Men måske er det netop derfor, at filmen havde en sådan effekt på mig. Den føles så virkelig, at man næsten tror, man ser en dokumentar. Man kan mærke Thierrys ydmygelse og se hvordan han bliver mindre og mindre, for hvert slag i ansigtet han får. Emaskuleringen er slående. Vincent Lindon gør det intet mindre en fremragende som Thierry.

Selv da han endelig får et job, er tilværelsen for Thierry ydmygende. Han må melde gamle og forvirrede mænd til politiet, fordi de kom til at rapse lidt hakket oksekød til aftensmaden. Den undertrykte bliver undertrykkeren. Er det virkelig værdigt, at være herre over medmenneskers skæbne på den måde? Hvad er integritet egentlig? Det er nogle af disse spørgsmål, som Markedets lov forsøger at stille.

Men filmen er ikke kun en parade af åbenlys elendighed. Den viser også intime øjeblikke med Thierry og hans kone, der går til pardans. Disse sekvenser virker dog ikke just opløftende, hvilket sikkert heller ikke er meningen. De markerer måske et spinkelt håb eller et forsøg fra Thierry og konen på at få presset lidt glæde ind i en tung hverdag, men selv dette virker uendelig trist. Som om at deres livløse cha-cha-cha er det mest glædesfulde i denne grå og dystopiske verden af arbejdsløshed og middelmådighed.

Slutningen på denne film vil jeg ikke afsløre, men se den og bedøm selv, om den slutter på sit absolutte lavpunkt, eller om den har en opløftende slutning. Jeg ved det sgu ikke.