De privilegeredes liv
Det siges, at Marie Antoinette var vellidt af befolkningen i begyndelsen
Der findes meget materiale, man kan udforske, hvis man ønsker at dykke ned i Frankrigs historie, men de fleste vil nok kende navnet Marie-Antoinette lige meget hvad. Om ikke andet, fordi hendes historie igen og igen er blevet brugt som symbol på en teenagers manglende forståelse for verden udenfor deres egen næsetip.
Men popkultur har det med at romantisere eller simplificere diverse nedslag i verdenshistorien, og her har historien om Marie-Antoinette ofte stået på mål.
Det laver Regimentet, som består af 12 unge scenekunstnere, med husinstruktør Anna Balslev i spidsen, nu om på. I 2022 stod Regimentet bag forestillingen Stolthed og fordom på Betty Nansen Teatret, og nu er de blevet inviteret ind på Det Kongelige Teater, hvor Marie-Antoinette er kommet under det scenekunstneriske forstørrelsesglas.
På en næsten klinisk minimalistisk hvid sceneopbygning med fem scenerigsstolper, der giver mellemgulvet, hvor forestillingen spiller, en følelse af en dekadent cirkusmanege, møder vi de medvirkende, allerede mens publikum finder deres pladser.
Som en lille ekstra detalje er de medvirkende klar til at kaste håndtegn til dem i publikum, der lige skal tage et billede, inden forestillingen starter. På den måde kommer teenagermentaliteten ind på scenen, allerede inden det første ord er blevet sagt.
Det siges, at halskæden var den udløsende faktor for revolutionen
På skift fortæller de medvirkende om den 12-årige Maria Antonia, der blev forlovet med den franske dauphin (kronprins) og om hendes liv som Marie-Antoinette Dronning af Frankrig frem til hendes henrettelse og revolutionen.
Selv om forestillingen har en varighed på ca. 100 minutter uden pause, så går det stærkt, lidt for stærkt. Meget bliver fortalt, og vi får de vigtigste nedslagspunkter, men det er først i forestillingens sidste 30 minutter, at Nanna Skaarup Voss får mulighed for at vise en karakter med bid og dybde i modsætning til en karakter, der bliver portrætteret som ufrivillig passager i eget liv.
Det er måske sådan virkeligheden var, men jeg havde flere spørgsmål om hovedpersonens valg og beslutninger, end før jeg gik i teatret.
Det siges, at hun sagde undskyld, da hun trådte bødlen over foden
Den førnævnte scenografi er sammen med kostumerne designet af Laura Løwe, som virkelig har løftet dette projekt.
Alt er hvidt i hvidt. Kun kjolen, som Maria Antonia går med, er lyserød, inden hun bliver til Marie-Antoinette og bliver klædt i hvidt af de andre.
Al denne symbolik på det rene og uskyldige bliver forurenet af vandet, der først piler ind som en forfriskende forstærkning af scenens og handlingens retning, men i mørket bliver vandet farvet og ligner nu nedfaldet fra en islandsk vulkans sky, som igen er en symbolsk forstærkning af historiefortællingen.
De fem tårne gør det muligt for de medvirkende at klatre op, så man bedre kan se og spionere på hinanden. En glimrende visualisering af de mange rygter og den sladder, der må have drevet ned ad væggene på Château de Versailles.
I en til lejligheden lavet orkestergrav sidder musiker Viktor Dahl og bidrager som multiinstrumentalist til de mange stemninger i handlingsforløbet. For det meste er musikken med til at vedligeholde et tidsstempel, men en enkelt gang kan forestillingen ikke dy sig og hopper over i popkulturen med en version af Madonnas ”Material Girl”.
Indrømmet, det er ret fedt og på det tidspunkt tiltrængt.
Forestillingen, Marie-Antoinette, på Mellemgulvet i Skuespilhuset er et godt portræt af en tid og en historisk person. Men opsætningen mangler lidt dybde og personlighed, der, i stedet for kun at lave en slavisk overfladebehandling og gennemgang af et berømt livsforløb, kunne give et bud på eller en yderligere fordybelse til en meget kompliceret person og tragedie.
Slutningen på forestillingen er ikke bare en lille, men en kæmpe genistreg. Men det er umuligt at beskrive uden at ødelægge. Det var aldeles vidunderligt og uhyggeligt tankevækkende.
Marie-Antoinette spiller fra 11. april til 25. maj 2025. Skuespilhuset. Mellemgulvet.
Varigheden er ca. 1. time og 40. minutter. Uden pause.
Medvirkende: Nanna Skaarup Voss, Mathias Bøgelund, Simon Kongsted, Alexander Bryld Obaze, Anne Plauborg, Freja Klint Sandberg, Viktor Dahl. Manuskript: Sonja Ferdinand. Iscenesættelse: Anna Balslev. Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe. Koreografi: Sebastian Kloborg. Lysdesign: Balder Nørskov. Lyddesign: Rasmus Kreiner. Musik: Viktor Dahl.
