Kostumerne og makeuppen fejler intet, men det gør historien

I Maria Stuart, Dronning af Skotland, følger vi striden mellem de to dronninger Mary Stuart og Elizabeth d. 1. i midten af 1500-tallet. Efter hendes franske mand er gået bort, vender Mary tilbage til Skotland for at regere, men har ikke tænkt sig at tage til takke med højlandet. For så snart hun vender hjem, gør hun også krav på den engelske trone, og udfordrer dermed sin kusine Elizabeth.

Blændende kostumer
Saoirse Ronan gør det godt som titelkarakteren Mary, vi møder i en alder af 18 år som dronningen af Skotland. Hun prøver på bedste Lady Macbeth stil at tilrane sig så meget magt som muligt, under de præmisser, der nu en gang eksisterede tilbage i 1500-tallet, og hun gør det med både stil på overfladen og brutalitet i baggrunden.

Mindre overbevisende er Margot Robbie som Elizabeth d. 1. Den engelske dronning optræder i en langt mindre barsk og mere skrøbelig skikkelse, end vi har set hende i andre film. Robbie gør, hvad hun skal, men det indebærer desværre som regel, at hun taler, mens hun er på grænsen til gråd.

Kostumerne og kulisser er godt designet, ligesom filmskaberne heller ikke holder sig tilbage fra at veksle mellem de flotte naturomgivelser og de flotte omgivelser. Rent æstetisk fejler filmen i hvert fald ikke noget. Filmen falder dog imidlertid en smule igennem, da der ganske enkelt ikke er noget synderligt ekstraordinært over produktionen. Ja, den er flot. Kostumerne og makeuppen er eminente, men ingen af disse elementer skaber i sig selv en fantastisk filmoplevelse eller afrundede karakterer.

En udvortes synsvinkel af det politisk korrekte
I stedet er det som om, at instruktør Josie Rourke har været optaget af, hvordan dette historiske drama bliver portrætteret mere end, hvorfor det lige er netop dette udsnit af historien hun vil fremhæve. Det udmunder sig helt konkret i, at der er to hvide historiske skikkelser, der bliver gjort henholdsvis sort og asiatisk udseende, mens der er et lille homoerotisk sideplot gennem filmen, der i bedste fald kan retfærdiggøres ved, at visse historikere spekulerer i, at det godt kunne have fundet sted. Disse aspekter har måske en betydning for enkelte personer blandt publikum, og det skal de selvfølgelig have lov til, men det er en meget overfladisk tilgang, i et forsøg på at skabe en politisk korrekt og inkluderende film – i stedet for at bruge kræfterne på at skabe kompletterede mennesker.

Maria Stuart, Dronning af Skotland, er en film, der vil en masse, men ikke rigtig lykkes med så meget. Den vil gerne fortælle en historie om to stærke kvinder i en mandeverden, og vise, hvordan de gennem deres snarrådighed formår at være succesfulde på hver deres måde, men vi kommer aldrig rigtig ind på livet af dem. Der er ikke så meget plads til de små intime øjeblikke, for det er som om, at vi hele tiden springer fra den ene monolog til den næste.

Den vil også gerne være inkluderende i sit ensemble, som på et eller andet plan er prisværdigt, men i dette tilfælde ikke ender som andet end en symbolsk gestus, da karaktererne er så æteriske. Der skal til gengæld ikke være nogen tvivl om, at selve produktion er pragtfuld, men desværre blottet for indhold.