Intet vover intet vinder
Musicalen Margrethe er en hyldestforestilling skabt i anledning af dronningens 50-års regeringsjubilæum. Det var ganske rigtigt i januar sidste år, men grundet den daværende situation med coronavirus og sundhedsmyndighedernes anbefalinger, udsatte Kongehuset de store fejringer, der var planlagt til midten af januar 2022.
Nu halvandet år senere gik tæppet så på gamle scene, og fortællingen om et lille lys i mørket kunne begynde. Det er titlen på åbningssangen og sammen med en verden derude og en dag bliver det min tur, er det højdepunkterne i 1. akt, der fortæller historien om Daisy, der går fra at være en drømmende pige, der vil bruge sit liv på kunst og arkæologi, til tabet af hendes far og forvandlingen til H. M. Dronning Margrethe II.
Faktisk er 1. akt en overraskende og overvældende oplevelse, der, hvis man kan acceptere den store mængde selvhøjtidelighed, efterlader publikum lettede og opstemte. Man går til pausen beroliget og måske en smule overrasket. Det kan faktisk lade sig gøre at lave en musical om regenten.
Ulla Henningsen, som spiller den ældre Margrethe, er så overbevisende og så grundig i detaljerne, at jeg flere gange glemte, at det ikke var vores alles dronning. Alle, som trådte ind på scenen, gav en fænomenal optræden. Det her er virkelig en godt castet musical og forestilling.
En stjerne er født
Når så imponerende en besætning arbejder sammen, træder helheden frem og baner vejen, så publikum kan koncentrere sig om historien uden forstyrrelser. MEN så alligevel.
Lily Hanskov Aginsky, som spiller den unge Daisy, sang med en kraft og overbevisning, der sjældent er set i så ungt et menneske. Scenevant og afslappet løb og listede hun rundt på scenen med sit kalejdoskop, og repræsenterede sindets tilbageblik. Hvor volumen fra 18 musikere og et PA-anlæg, der måske ikke var helt justeret på plads endnu, overdøvede, og til tider druknede mange af de andres sang, bragede Lily igennem klart og tydeligt, som var det (bare) endnu en dag på Det Kongelige Teater.
Lige så vellykket 1. akt er, lige så skrøbelig og tæt på, at korthuset vælter, er vi i 2. akt. En ting er, at hele forestillingen sagtens kunne være 30, hvis ikke 40 minutter kortere, men fokus skifter for meget til prins Henrik og hans historie, og efterlader hovedpersonen som nummer to. Ironisk. Jeg ved det.
Sebastian Gil Harris, Morten Lützhøft og Peter Schrøder gør alt, hvad de kan, for ikke at efterlade prinsgemalen som en parodi, og det lykkes næsten. Men det de har at arbejde med, er konstant lige på vippen til en sketch i et telt på dyrehavsbakken.
Det føles som om, at de tre ophavsmænd, Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier har ladet sig inspirere af historiebøgerne i 1. akt og mere af Se & Hør, Billedbladet og Ekstra Bladet i 2. akt. Kun lige reddet på målstregen af alvoren og respekten for prinsens sygdomsforløb.
Lige så begejstret jeg var i pausen, lige så skuffet var jeg ved tæppefald.
Der er nok ikke mange, som ikke i forvejen er royalist, der vælger at indløse billet til denne hyldest, og på den måde er musicalen om Margrethe hele tiden i gode hænder.
Du skal se denne forestilling, hvis du søger en folkefest i teaterform, og for at opleve de godt komponerede og fremførte sange.
Scenografien er flot, simpel og klar til at tage med på turné. Kostumerne vidunderlige i deres portræt af tiden, og som en lille ekstra detalje, som langt fra er en detalje, har Lasse Spangenberg genskabt dronningens originale brudekjole.
Margrethe spiller på Det Kongelige Teater, Gamle Scene: 23. juni – 13. august.
Odeon i Odense: 17. – 26. august. Under H. C. Andersen Festivals.
Musikhuset Aarhus: 29. august – 10. september.
Varighed: 2 timer og 55 minutter inkl. en pause.
Medvirkende: Ulla Henningsen. Xenia Lach-Nielsen. Emilie Groth. Peter Schrøder. Kristian Boland. Cassandra Lemoine, Laura Vesti, Marie Mourier, Monica Isa, Nynne Holmen, Randi Winther, Silke Biranell, Tine Gotthelf, Flemming Bang, Julian T. Kellerman, Kim Hammelsvang, Kristian Jensen, Mathias Hartmann Niclasen, Morten Lindemann Olsen, Morten Lützhøft, Sebastian Gil Harris, Simon Nøiers, Søren Bech-Madsen
Musical af: Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier. Iscenesættelse: Mads M. Nielsen. Dirigent: Mikkel Rønnow. Scenografi: Benjamin la Cour. Kostumedesign: Lucy Osborne. Koreografi: Ernestine Ruiz. Lysdesign: Tim Mitchell. Lyddesign: Tim Høyer. Dronningens originale brudekjole genskabt af: Lasse Spangenberg. Orkestrering: Jesper Riis. Vokalarrangementer: Christian Berg. Produceres af Mikkel Rønnow Musicals i samarbejde med H.C. Andersen Festivals og TOCA Records.