En flot produktion, men en forglemmelig oplevelse

I Maleficent: Mistress of Evil vender vi endnu engang tilbage til den magisk verden, som vi blev introduceret til for fem år siden i den første Maleficent, hvor eventyret om Tornerose blev fortalt fra et helt andet perspektiv. Flere år har dog passeret siden den rosenrøde slutning, og den nu voksne Prinsesse Aurora, har fundet sin prins. De to kongeriger skal derfor forenes, men helt så enkelt er det ikke, når ens Gudmor er den intimiderende Maleficent, og ens kommende svigermor, også lægger skumle planer i manegen.

Flot som altid
Først og fremmest er det værd at fremhæve, hvor utrolig flot en film det er. Der hersker ingen tvivl om, at flere hundrede millioner af kroner er blevet brugt, til at skabe helt vildt betagende billeder. Det store budget, kan dog også ses i selve produktionen. Setdesignet, kostumerne og ikke mindst den æstetisk diversitet i de magiske verdener, gør det til en blændende fornøjelse at se Angelina Jolie tilbage i rollen som den hævngerrige heks.

I denne ombæring får hun også tiltrængt modspil i form af Michelle Pfeiffer, som en dronning, der vil gøre alt for at opnå sit forkvaklede mål, uanset hvem der står i vejen. Pfeiffer er en virkelig underholdende skurk, og hendes kalkulerende magtfuldkommenhed, er også en interessant kontrast til Maleficents fordomsfulde møde med omverdenen. Havde det hele udelukkende handle om de to kvinder, der spiller henholdsvis en atypisk skurk og en usædvanlig helt, kunne denne magiske genkomst have endt som en ganske underholdende en af slagsen. Desværre bukker det hele under for filmens ringe fortælletempo.

Der er nemlig ikke nogen måde at komme uden om, at filmen bare føles alt for langsom. Selvom spilletiden er lige under to timer, fremstår fortællingen besynderligt langtrukken. Plottet er lige så enkelt som det oprindelige eventyr om Tornerose, men der bliver i vanlig amerikansk stil, brugt en masse tid på at tale ned til publikum, så selv de langsomst omfattende også kan følge med. Så selvom der bliver brugt god tid på at opbygge en dramatisk stemning, er tiden ikke anvendt effektivt.

Til forskel fra de første meget langtrukne akter, er klimakset til gengæld overdrevet forhastet, med hele tre naturlige slutninger lige efter hinanden. Det gør det til en både langsom, men overilet film, på en og samme tid.

Et teenageeventyr
Det er også værd og nævne, at flere af scenerne vil være for uhyggelige til de mindste. Emner som massemord, xenofobi og ekstrem grådighed, bliver fremstillet overraskende voldeligt, selvom det udspiller sig i en eventyrramme. Det er noget, som er værd at have i baghovedet, hvis ens barn gerne vil ind og se en hyggelig fortælling, om Torneroses videre liv. Der er med andre ord, en god grund til, at filmen har fået en aldersgrænse på 11 år.

Maleficent: Mistress of Evil er en storladen produktion, som er endnu et visuelt vidunder fra Disneys ekstravagerende filmstudie. Historien kan ikke rigtig bære filmens spillelængde, og stemningen er måske for farefuld til de mindste. Der er dog ikke sparet på noget som helst, så underholdt bliver man i hvert fald. Det er dog nok de færreste, som inderligt vil værne om oplevelsen efterfølgende.