Når håbet sejrer
Børneteater, der tør
På væggen i garderoben på Teatret Zeppelin, står et citat af Astrid Lindgren.
”Man skal ikke skræmme børn, så de bliver bange, men lige som voksne har også børn brug for at blive rystet af kunst.”
Man må sige, at dette lever teatret op til. Der bliver ikke givet ved dørene.
Mælkebøttereglementet møder sit unge publikum i øjenhøjde, men der kræves noget. Her er ikke kun underholdning. Her skal du tænke og turde udfordre det, du ved, om godt og ondt.
Vi oplever en forestilling sat for 70 år siden, med et sprog, verdenssyn, sange og opførsel, børn og unge har svært ved at forestille sig, har været en del af nogens virkelighed. Men nu bliver de klogere.
Teatret opfordrer selv forældre til at tale, både før og efter, om de tanker, der uundgåeligt vil opstå.
Forestillingen er meget bevidst om sin undertekst og filosofi, men viger ikke til fordel for den letkøbte løsning. Spænd sikkerhedsbæltet, det bliver noget af en tur i rutsjebanen. Det kommer til at gå op og ned og ud i mørket. Men bare rolig, der er også lys og håb.
Når et uventet håb kommer ind ad døren
På Himmelbjergpigehjemet møder vi tre piger i sorg. Både fordi en tragisk hændelse har gjort, at de har mistet en pige, de boede på værelse sammen med, men også en sorg, der altopslugende hele tiden kradser i deres indre. Ingen vil have dem. De er de efterladte.
Placeret og til besvær lever de i en verden, hvor hakkeordenen og et evigt skiftende hierarki er hverdag. Det ene øjeblik er de bedste venner, det andet modbydelige overfor hinanden og fjender.
Det er på overfladen måske ikke så meget anderledes nu i 2023. Børn er børn, og i mangel på opdragelse og især kærlighed, følger man sin egen logik. Forskellen er bare, at i 1950’erne, var der ingen i nærheden til at stoppe galskaben, når det hele kørte af sporet.
Men da en ny pige ankommer, vokser håbet og en længsel efter et rigtigt hjem.
Fortjener alle de roser man kan kaste
Mælkebøttereglementet er blevet til i en auteurproces, som betyder, at der er arbejdet ud fra en nedskrevet skitse, men at alle replikker er blevet til på gulvet under prøverne.
Mie Brandt har vist tillid til holdet, og det har virkelig båret frugt. Hvis dette havde været en film, var den på vej til en Oscarstatue.
Der er vinterferie nu, så gør jer selv den tjeneste at svinge forbi Teatret Zeppelin og se denne skrøbelige forestilling, om kommende stærke kvinder.
Sidst og måske vigtigst, bliver jeg nødt til at komme med et opråb. Flere gange under forestillingen bliver et tegneserieblad kastet rundt på gulvet. Det er der ikke noget forkert i. Men jeg kunne se på forsiden, at der er tale om Anders And & Co nummer 1. Oprindeligt udgivet i marts 1949.
Det er forhåbentligt en genudgivelse, der bliver kastet rundt med, for det oprindelige blad, i god stand, har en værdi på omkring 150.000 kr. Ja, så er det sagt.
Mælkebøttereglementet spiller fra 28. januar til 10. marts 2023. Teatret Zeppelin
Varighed: 1 time og 5 minutter uden pause.
Medvirkende: Theresa Hedelund Jensen, Siff Vintersol, Rebecca Rønde Kiilerich, Cecilie Josefine Bangsgaard Glæsel. Stemmer: Bo Carlsson, Amalie Lindegaard, Mie Brandt. Manuskriptforfatter, auteur & instruktør: Mie Brandt. Sangtekster: Maria la Cour og Theresa Hedelund Jensen. Instruktørassistent: Laura Sylvester Walters. Dramaturg: Niels Lehman. Kunstnerisk sparring: Vibeke Wrede. Scenograf: Johanne Eggert. Lyddesigner, produktionsleder, bygger & afvikler: Rasmus Christner Månsson. Lysdesigner: Martin Danielsen. Bygger & teknikerassistent: Oliver Söderlund Schack. Kostumier: Maria Ipsen. Rekvisitør: Katja Neergaard. Fotograf: Lasse Frank.