En barsk fortælling om virkelighedens drama

Rubaiyat Hossains film Made in Bangladesh er en 100% realistisk fortælling om de forfærdelige arbejdsforhold mange fabriksarbejdere i verdens ulande arbejder under. Hossain skildrer, den unge kvinde Shimus kamp for at skabe en bedre tilværelse for sig selv og sine kollegaer. De er ansatte i en tøjfabrik som leverer tøj til American Apparel, hvor de arbejder for mindre end mindsteløn under kummerlige forhold og nogle gange med livet som indsats. Da en nær veninde og kollega dør i en ildebrand på fabrikken, bliver Shimu opsøgt af en kvinderets-forkæmper, som vil interviewe hende og vide mere om forholdende på fabrikken. Det bliver starten på en lang og hård kamp for retfærdighed.

Made in Bangladesh er en yderst tankevækkende film som fermt og stedkendt fører publikum igennem de smalle gader i Dhaka. Billederne er så rå og ægte, at man nærmest kan lugte varmen, møget og desperationen, mens man griner sammen med de unge kvinder og forarges over vestens kyniske udnyttelse af verdens fattige.

Den tørre virkelighed
Filmen er meget smuk og kampen for retfærdighed er lang og barsk, men alligevel virkede filmen lidt kedelig. Ikke langtrukken, men bare langsom. På den måde var den næsten for realistisk. Jeg eftersøgte store helte-scener med jubelråb og klapsalver fra en stor menneskemængde. Men i stedet fik jeg den helt enkle og tørre virkelighed – at kampen for retfærdighed og ligeværd ikke overøses med glimmer og guld, men druknes i bureaukrati og vestens store forbrugerliderlighed. Hossain viser, hvordan kvinderne kæmper stille og roligt, trin for trin, umærkeligt for de fleste men livsnødvendigt for de involverede.

Selvom jeg i ny og næ måtte sluge et gab, gav Made in Bangladesh mig alligevel en følelse og indsigt, som er svær at ryste af sig. Skuespillet var eminent og råt, og dialogerne så ægte, at man virkelig følte sig som en del af slænget.

Made in Bangladesh er en utrolig vigtig og smuk film, men skal man have massernes opmærksomhed og vilje til at ændre adfærd og presse de store tøjkæder, så må man desværre ty til andre midler. Det er ærgerligt, men denne film er måske en start? En stor og bombastisk amerikansk udgave vil måske skabe mere postyr og mediedækning – men skønheden i denne film er også vigtig i sig selv.