En superheltefilm, der skammer sig over at være det
Madame Web er den fjerde film i det meget mundrette Sony’s Spider-Man Universe, også kaldet SSU. En franchise, hvor Sony Pictures har gravet dybt i Spider-Mans bagkatalog for nu at give de mest tertiære karakterer deres egen film, dog ofte med en tvivlsom relation til det oprindelige forelæg. Tidligere har superskurkene Venom og Morbius fået deres heroiske oprindelseshistorie fortalt, og denne gang er turen kommet til spådomskonen Cassandra Webb (Dakota Johnson).
I filmen er der dog ikke meget visdom at spore hos Cassie, der trods sit erhverv som paramediciner ikke er meget for at påtage sig ansvar, og slet ikke kan se nogen fremtid for sig med mand og børn. Alt ændrer sig dog, da hendes clairvoyante evner begynder at manifestere sig. I en nær fremtid ser hun tre unge kvinder blive myrdet af en mystisk edderkoppelignende mand. Cassie må derfor gøre op med sig selv, om hun kan se udover sine egne traumer og redde de tre kvinder, alt imens hun måske kan opnå soning fra den fortid, hun altid har forsøgt at holde bag sig.
Tilbage i tiden
Historien udspiller sig i 2003, og det er egentlig meget passende, for der er noget utroligt dateret over hele spektaklet. Det er som at rejse tilbage til en tid, før superhelte var hvermandseje, hvor filmskaberne stadig skammede sig over at lave film baseret på ”billedbøger” til børn, og hvor X-Men karaktererne ikke kunne have gule uniformer, fordi det var simpelthen for kikset.
Vi kunne dog ikke være længere fra den virkelighed i dag, hvor det almene publikum er fuldstændig klar på de krav, der stilles af superheltegenren. Selv Wolverine fra X-Men filmene får nu sin gule uniform i Deadpool & Wolverine. Derfor virker det som om, at man som tilskuer træder ind i en tidslomme, når man bliver præsenteret for filmens meget gennemsnitlige, lavpraktiske og noget mondæne visuelle udtryk.
Der bliver ikke sparet på tegneseriereferencerne, hvor både onkel Ben og J. Jonah Jameson bliver name-droppet, men den barnlige begejstring, de farverige kostumer og fantasien, der er hele tiltrækningskraften ved superheltefilmene, er fuldstændig fraværende.
I stedet beskæftiger manuskriptet sig med jordnære persondramaer, der slet ikke har dybde nok til at bære de lange passager mellem actionsekvenser. Til trods for, at vi tilbringer det meste af spilletiden i selskab med Cassie, Julia, Mattie og Anya, kommer vi aldrig rigtig ind på livet af dem. Kun en enkelt scene bliver det til, hvor de på skift fortæller hinanden, hvor hårdt de har haft det, er hvad det bliver til, og det er bare ikke nok til at opveje fraværet af charme. Værst er dog filmens skurk, Ezekiel Sims, der er så underfortalt, at man aldrig rigtig ved, om man skal grine eller være bange.
Derfor er Madame Web noget af en skuffende oplevelse. Til trods for, at den forsøger at hive fat i temaer om ensomhed, traume, svigt og vise, hvor lammende frygten for fremtiden kan være, formår den aldrig at komme i dybden med noget. Og når der hverken er psykologisk eller emotionel dybde, så er det svært at anbefale en superheltefilm, hvor det er sparsomt med actionsekvenserne, og de fleste mennesker er reduceret til endimensionelle klicheer.
