Folkeligheden devaluerer filmens potentielle dybde

Lykkelige omstændigheder vil gerne være rigtig mange ting, men lykkes aldrig rigtig med andet end at være letfordøjelig. Filmens præmis er ellers fuld af potentiale. Vi følger de to søstre Katrine og Karoline, der er hinandens modsætninger. Den ene er en succesfuld karrierekvinde, mens den anden lever ovenpå en café sammen med sin arbejdsløse dj-kæreste, som kæmper for at finde ud af, hvordan den næste regning skal betales. Katrine har ikke rigtig brug for Karoline, lige indtil hun bliver gravid (igen), for så får Katrine nemlig den idé, at hun jo kan adoptere barnet, for det er det eneste hun mangler i sit liv, og så kan hun ovenikøbet dyrke lidt søskendekærlighed samtidig.

Antydning af noget stort
Det er en af den slags meget hyggelige film, hvor karakterer fejlciterer sange, og hvor au pairen er en vrissen polak, men hvor ingen heller ønsker hinanden noget ondt. Der er flere gange optræk til, at stemningen langsomt vil afvige fra det komfortable og blive lidt mere troværdig, men det fører aldrig til noget. Fx bliver der gennem hele filmen gjort et stort nummer ud af at vise, hvor usympatisk hovedkarakteren Katrine egentlig er. Hun tromler gennem folk, negligerer deres følelser, og drikker hele tiden sin svogers øl, selvom det hver eneste gang bliver påpeget, at det ikke er hendes. Hun udstråler ikke ligefrem kernekvaliteterne for en mor, men det setup bygger op til et pay-off som aldrig kommer, og sådan er det generelt for ensemblet.

Jeg er ellers kæmpe fan af Kim Fupz Aakesons tidligere manuskripter, og har altid fundet særligt hans karakterbeskrivelser meget flerfacetteret, men af en eller anden grund forbliver alle karaktererne arketyper hele vejen igennem. Så når vi nærmer os slutningen, fremstår deres erkendelse ikke bare utroværdig, men også ufortjent, fordi fundamentet simpelthen er ikke-eksisterende.

Hyggelig fremfor alt
Det er som om, at Anders W. Berthelsen for alt i verden ikke har ville bevæge sig ud, hvor det måske kunne blive lidt ubehageligt, fordi så kunne det risikere at spolere den hyggelige stemning, og det opløftende budskab. Det har bare den konsekvens, at alt forbliver temmelig intetsigende.

Selvom vi er ude i provinsen, betyder det ikke, at handlingen også skal være ukompliceret. At filmen foregår i Kolding, bliver ikke engang brugt til noget udover, at villavejene har mindre kendte navne. At Karoline bor ovenpå en café bliver knap nok nævnt, selvom det er noget usædvanligt, og kunne have tilført filmen lidt regional stedsans.

Med et mangelfuldt manuskript og en stemning, der prioriterer folkelighed fremfor disparate følelser, så burde skuespillet vel være den store redning? Det er trods alt en af Danmarks mest succesfulde skuespillere, der sidder i instruktørsædet. Men også her er det som om, at et eller andet er gået helt galt. Der er ikke rigtig nogen kemi mellem ensemblet, der tydeligvis ikke har fået lov til at gøre dialogen til deres egen. Der er ingen varme i forholdet mellem søstrene, selvom det er det, hele filmen centrerer om, og det er svært at forstå, hvorfor en prisvindende skuespiller som Esben Smed er med, når han mest af alt er en glorificeret statist. Hans karakter har ingen indflydelse på plottet, og jeg tror ikke engang, at han taler med sin svigerinde, selvom han skal adoptere hendes barn. Det er sådanne småting, der let kan blive overset i et stort drama, men når det er karaktererne, der er i centrum, og instruktøren har en baggrund som skuespiller, som ved, at det er de små ting, der afgør om en karakter fremstår levende eller ej, sidder man bare forbavset tilbage.

Der er lidt for meget ”flødebolle” over Lykkelige omstændigheder. Plottet er såmænd meget godt, men alt er bare for behageligt og let. Havde man turdet bevæge sig bare en lille smule væk fra arketyperne, kunne det også have resulteret i en interessant rejse med troværdige karakterer, og givet publikum stof til eftertanke. Rollebesætningen har tidligere vist, at de sagtens kan vække store følelser hos publikum, men af den ene eller den anden grund, er hyggen vægtet højest, så man aldrig får lov til at tvivle på, om tingene kommer til at ende godt, fordi intet får lov til at gå galt.